At være mor for anden gang

At være mor for anden gang viser sig, indtil videre og overraskende nok, til at være nemmere end jeg havde forestillet mig. Jeg havde forberedt mig til at undgå eller takle de udfordringer, som jeg havde stået over for sidste gang. Men næ, nej! Udfordringerne nu er noget helt helt andet. Det er lidt ligesom et spil, hvor man har trænet så meget at man tror man kender reglerne udenad. Men så går man videre til en anden fase og finder ud af hindringerne er helt anderledes.

Det jeg syntes var det sværeste ved at være mor for først gang var netop det: jeg oplevede det hele for først gang. Mit liv som jeg havde altid kendt var lige pludselig væk og der var startet et andet, meget anderledes, hvor jeg var ansvarlig for et andet menneske. Den lille væsen jeg var ansvarlig for var oven i købet ufattelig skrøbelig og afhængig af mig. Jeg var hans eneste kilde til mad og hovedkilde til omsorg og kærlighed. Alt det stort set 24/7. Det var en stor omvæltning i mit liv og det var hårdt. Selvom jeg vidste, i teorien, at det ville ske og havde brugt hele graviditeten på at gøre mig klar til det og drømme om det, realiteten i praksis var meget hårdere. Min krop var ikke længere kun min. Min tid, min søvn, min seng, intet. Moderskab er en vidunderlig rejse, ingen tvivl om dette, men man får alligevel lyst til at trykke på pause og lægge sig ned og sove uden at bekymre sig om at holde ørene åbene for at kunne høre, hvis babyen græder. Det er frustrerende, og til den frustration kan man lige tilføje den dårlig samvittighed der hører med, for man må ikke brokker sig jo, jeg må ikke føler mig frustreret, at være mor er jo en gave og jeg kan kun være glad og taknemlig for det. Men sådan fungerer det ikke. Denne frustration opstår, den er naturlig, og det må være endnu værre at lade som om den ikke eksistere. Denne ambivalens var også helt ny for mig. Udover alle de små praktiske detaljer om at have en lille baby. Hvad skal man gøre med sådan en lille størrelse? Hvordan? Hvornår? Hver dag, mange gange om dagen, skulle jeg lære et eller andet nyt. Det var mange informationer og for lidt tid til at assimilere dem. Alting var nyt for mig.

Nu er det anden gang og hvad skal man sige? Det er jo ikke så nyt mere. Jeg kan næsten ikke huske hvordan mit liv var før  jeg er blevet mor. De sidste par år af mit liv har jo været sådan: at være ansvarlig over for et skrøbelig og afhængig væsen og være en af det meste væsentlig kilde til omsorg og kærlighed for det. At blive mor for anden gang var indtil videre ikke en stor omvæltning i mit liv. Jeg bliver heller ikke så frusteret over at ikke have så meget tid på mig selv mere. En lille smule, jo, men på en hel anden måde end sidste gang. De 2 og et halvt år med Lukas fik mig til at acceptere de nye vilkår. Sådan er mit liv jo bare nu. Begrænset tid for mig selv, begrænset søvn, osv. Med Manuela blev alt endnu mere begrænset, men det var alligevel ikke den store omvæltning, i hvert fald ikke som først gang.

Den del om at passe et lille baby (efter et lille hukommelsestab i starten i stil med “hvordan var det nu det var”) blev også hurtig overtaget af autopiloten. Manuela er en lille smule mere krævende end Lukas var, men jeg synes alligevel at det er nemmere med hende, da jeg i dag har det noget nemmere med at læse hendes signaler, og på den måde udfulde hendes behov på det rigtige tidspunkt.

Det jeg synes, det er rigtigt svært er at være mor til to. Jeg havde forberedt mig til den, hvis ikke umulige opgave, så meget kompliceret at udføre. Tænk engang, at have et barn kan allerede være hårdt, hvad så med to? Dobbelt arbejde. Jeg skulle jo lave en klone af mig selv for at kunne klare det hele. Men jeg kan nu se at det ikke er det praktiske at det er det sværeste. Den del kan vi godt klare, da Jonas er meget til stedet og en utrolig god far. Det sværeste del af at være mor til to er at dele opmærksomheden. Det er jo ligemeget hvad jeg prøver at gøre, jeg føler stadigt altid, på en eller andet måde, at jeg negligerer et af mine børn. Hvem har mest brug for min opmærksomhed? Hvornår? Hvordan? Man kan da ikke bare vælge. Ikke at kunne klone mig kan ind i mellem skære mig i hjertet.

For dem der undrer sig om det er muligt at elsker sit andet barn lige så højt som det første, kan jeg sige at jeg har fundet ud af, kærlighed ikke deler sig, men det mangedobles.

____________________________________________________________

Hvorfor en hjemmefødsel?

Al den information om fødsel, som jeg havde opslugt, da jeg var gravid med Lukas, fik mig til at tænke på hjemmefødsel allerede dengang, men frygten for det ukendte forhindrede mig i at overveje det seriøst. Takket været min gode og ukomplicerede erfaring med Lukas’ fødsel, og inspireret af en veninde, fik jeg lyst til at prøve en hjemmefødsel denne gang.

Til min første fødsel havde jeg ingen idé om hvordan min fødsel ville foregå. Vil den tage kort eller lang tid? Hvordan ville jeg reagere til smerterne? Denne slags spørgsmål fyldte meget i mit hovede dengang og bare tanken om at være på hospitalet gav mig en illusion af en mulighed om at bede om en epidural blokade, hvis smerterne blev mere dramatiske end jeg havde regnede med. Jeg siger illusion, fordi jeg ville hellere ikke have noget bedøvelse. Jeg ville vente så meget som muligt på at bede om noget i den retning, og jeg vidste, at når man vente så meget, det kan blive for sent for at få en epidural. Men at føle mig tryg var den vigtigeste for mig, så illusionen hjalp. Udover det, var jeg også meget bange for at ikke kunne amme, derfor ville jeg modtage al den hjælp jeg kunne få, og det fik jeg på patienthotellet i Skejby. At tage beslutningen om en hjemmefødsel denne gang var meget nemmere for mig. Jeg havde prøvet det før, jeg kendte smerterne, hvordan jeg reagerer på dem, hvad jeg ville gøre anderledes denne gang, osv. En kvinde kan opleve forskellige slags fødsler, det vidste jeg godt, men trygheden jeg havde af at havde prøvet det før gav mig styrke.

Efter at være helt sikker og tryg ved idén, begyndte jeg at spørge Jonas hvad  han syntes om det. I starten var han ikke vild med det. Han var lidt bekymret og havde mange “hvad hvis?” i hovedet. Jeg prøvede at finde al information, der kunne besvare hans spørgsmål.

“Lukas’ fødsel var en lynfødsel. Hvad hvis jordemoderen ikke når at komme?“ -> Netop det at først gang var en lynfødsel og at sandsynlighed at det blev endnu hurtigere denne gang var stor fik mig til at overveje en hjemmefødsel. Når jeg tænkte på at begynde at få veer, havde jeg mere lyst til at slappe helt af, i stedet for at skulle samle taske, huske dit og dat, sidde helt skævt i bilen mens jeg havde veer hele vejen hen til hospitalet, og alle de andre ting jeg havde oplevet til Lukas’ fødsel. Idéen om at kunne bruge den tid på at koncentrere mig om at slappe af, i mit eget hjem var meget mere attraktiv. Min første fødsel er registreret i min vandrejournal og på hospitalet system (sagde min jordemoder). Vi skulle bare huske at sige det igen, for et sikkerhedskyld, når vi skulle ringe til hospitalet, så jordemoderen på vagten kunne forstå at hun skulle komme med det samme.

“Hvad hvis der forekommer nogen komplikation?” -> At føde hjemme er kun “tilladt” af lægerne, hvis alt er godt, dvs., hvis graviditeten var normal og hvis ingen udsigt eller risiko er for komplikation. I tilfæde at komplikationer, ville vi blive flyttet til hospitalet, men sandsynligheden for problemer i mit tilfælde, med en ukompliceret graviditetsforløb, var meget lille. Jordemoderen kommer også med en stor kuffert, eller nærmere en værktøjskasse, med udstyr til at blive brugt i mindre komplikationer, samt samt en flaske med ilt. Jeg var i hvert fald overbevist, at det ikke ville ske noget.

Jeg tror at Jonas blev smittet med min tryghed ved idéen med tiden. Han blev til sidst lige så overbevist som mig at en hjemmefødsel var det rigtige valg for os denne gang. En dag spørger Jonas mig i hvilket rum ville jeg helst føde i. Jeg blev helt overlykkelig med hans spørgsmål.

En veninde, som har født hjemme, lånte mig sit fødekar. Jeg samlede, med hjælp af svigermoren, lagner og håndklæder og vaskede dem i 90 grader. Jonas lavede masser af mad til fryseren, så vi ikke skulle tænke på at lave mad på dagen eller dagene efter. På dagen skulle jeg bare blive sikker at det var de rigtige veer jeg havde og ringe til hospitalet.  Jordemoderen kom, Jonas fyldte fødekar, jeg kom ind i det og voilà, vi var klar til at modtage Manuela. Jeg tror, at det tog en time fra vi ringede til hospitalet til jeg var i karret. Og det var også fordi vi tog det roligt og ventede med at fylde karret indtil jordemoderen kom.

Denne fødsel var meget bedre end min første. At være i mit eget hjem gav mig fordelen af at være i min eget område, dvs. at jordemoderen ville være en gæst hos mig. Det kan lyde fjollet, man det har faktisk en psykologisk betydning for alle parter, synes jeg, i forhold til respekt, til hvem der bestemme, osv. Det var vigtigt for mig, da det ville hjælpe mig på vej til at få en aktiv fødsel, som jeg havde drømt om. En hjemmefødsel gav mig også større chancer for at få en jordemoder, der delte min overbevisninger om en aktiv fødsel. Jordemoderen der kom til Manuelas fødsel var fantastisk. Hun holdt sig i baggrundet og arbejdede meget på at guide mig til jeg selv kunne mærke hvad min krop ville. Hun lod mig selv bestemme i hvilken position jeg ville være, beslutte hvordan og hvornår jeg skulle trække vejr, presse, osv. Meget anderledes fra jordemoderen fra først gang, som ikke lod mig skifte position, som gav mig 3 valg muligheder, når jeg i virkeligheden kun havde et, som lavede en manøvre, som måske ikke var så nødvendig, blandt andre ting. Jeg havde endda en god oplevelse i Lukas’ fødsel, men de små ting ville jeg helst kunne undgå denne gang, og jeg er sikker på at at føde hjemme hjalp mig med det. Jeg kan ikke engang finde noget problem i Manuelas fødsel. Jordemoderen blev også med os i et par timer for at sikre sig at vi havde det godt. Hun undersøgte Manuela grundigt og forklarede meget hvad vi kunne forvente af de næste par dage, hvad vi skulle gøre mht. at få Manuela tjekket, at få mig i gang med nogle efterfødselsøvelser, osv.

Der er mange der spørger mig om hvor meget det griser, og jeg kan sige at den del har overrasket mig positivt. Af alle de ting jeg havde samlet (håndklæde, lagner, plastik poser og voks dug), har jeg kun brugt en af hver. Voksdugen brugte vi for at dække sengen med en lagne over. Håndklæden brugte jeg til at komme ud af badet og plastik posen til at smide skraldet i. Jordemoderen tog sig af det værste, som er moderkagen og den slags “rester”. Jordemoderen kom også med masser af underlag som jeg kunne få og nogle kæmpe bleer. Der var ikke blod over det hele, som jeg hvade frygtet. Det var fødekaret, der blev mest beskidt, men det var nemt at tømme, da det kommer med en vandpumpe.

Ifølge statistikkerne fra 2007, er 0,8% af fødslerne i Denmark hjemmefødsler. Men jeg tror, at dette tal er større i dag. Der er begrænsede muligheder for bedøvelse i en hjemmefødsel. Jeg fik lokal bedøvelse for at blive syet, men en epidural er ikke muligt. Akupunktur er en mulighed, hvis jordemoderen på vagt kan. Ikke at have en epidural var ikke et problem for mig, da jeg ikke ville have nogen bedøvelse. Det fik jeg heller ikke først gang på hospitalet.

Det var vidunderlig og jeg kan varmt anbefale det.

____________________________________________________________

Kursiv håndskrift

Når vi lærer at skrive i Brasilien, lærer vi bogstaverne på denne facon her:

Sådan skrev jeg da jeg kom til Danmark. I løbet af de 5 år jeg har boet her – i min fortsat lange erfaring som studerende – oplevede jeg at folk ikke kunne forstå min håndskrift. Ikke fordi det var grimt, tværtimod. Til mit forsvar kan jeg lige understrege, at jeg aldrig havde haft problemer med min håndskrift før jeg kom til Danmark. Jonas og mange af de lærer jeg har mødt her i landet hvade det svært med at forstå, hvad jeg skrev i mine lektier eller rettede ting, som de troede det var stavefejl, men det viste sig ofte bare at de misforstod hvad der stod. Jeg blev efterhånden nærmest tvunget til at ændre min håndskrift, hvis jeg ikke ville have så mange forvirringer i skolen.

Her er nogle eksempler på hvordan min håndskrift var før og hvordan den er i dag:

Jeg er lidt i tvivl, om det var ren tilfældig at de folk jeg har mødt havde problemer med min håndskrift eller om det er faktisk tegn på at danskerne ikke er vant til kursiv håndskrift. Hvad siger I? Findes der kursiv håndskrift i Danmark? Hvordan har I lært at skrive i skolen?

____________________________________________________________

projekt

Måske har den næstsidst indlæg givet plads til spekulationer og bekymringer. Uden grund. Vi har det rigtigt godt. Jeg har det godt. Indlægget var bare en måde til at udtrykke en bestemt konflikt inde i mig. Noget som jeg tror er meget naturlig for en mor, der gik hjemme på barsel i 10 måneder, og skal nu til at genfinde sig selv, efter hendes baby er startet i vuggestuen. Hvad skal jeg lige pludselig gøre med al den fritid, hvor jeg ikke skal skifte bleer og underholde min baby? Hvad er det egenligt jeg kunne lide at lave på min fritid? Hvad er det jeg kan lide? Det kan lyde banalt eller mærkeligt, men det er lidt mere kompliceret end man kan forstille sig. Jeg vil helst tro på at, det er en overgangsfase, som mange andre mødre i verden skal komme igennem, og at jeg ikke er alene.

Som der står i indlægget, søger jeg efter en indentitet. En mulig blanding af hvad jeg var før Lukas sammen med en ny side, som blev født og udviklede sig sammen med ham. En hård øvelse i den eftersøgning er at bruge min fritid på en klog måde. Det vil sige, at klare hverdagsting, men finde også tid til at lave alt det, der gør mig glad. En af de ting, som jeg skal tage mig sammen og begynde at gøre igen er at skrive her på bloggen. Ikke kun fordi jeg savner det, men også fordi det er godt for mig. Det hjælper mig at ordne mine tanker. En slags terapi. Lad os nu se, hvordan jeg klarer dette projekt.

____________________________________________________________