Det jeg syntes var det sværeste ved at være mor for først gang var netop det: jeg oplevede det hele for først gang. Mit liv som jeg havde altid kendt var lige pludselig væk og der var startet et andet, meget anderledes, hvor jeg var ansvarlig for et andet menneske. Den lille væsen jeg var ansvarlig for var oven i købet ufattelig skrøbelig og afhængig af mig. Jeg var hans eneste kilde til mad og hovedkilde til omsorg og kærlighed. Alt det stort set 24/7. Det var en stor omvæltning i mit liv og det var hårdt. Selvom jeg vidste, i teorien, at det ville ske og havde brugt hele graviditeten på at gøre mig klar til det og drømme om det, realiteten i praksis var meget hårdere. Min krop var ikke længere kun min. Min tid, min søvn, min seng, intet. Moderskab er en vidunderlig rejse, ingen tvivl om dette, men man får alligevel lyst til at trykke på pause og lægge sig ned og sove uden at bekymre sig om at holde ørene åbene for at kunne høre, hvis babyen græder. Det er frustrerende, og til den frustration kan man lige tilføje den dårlig samvittighed der hører med, for man må ikke brokker sig jo, jeg må ikke føler mig frustreret, at være mor er jo en gave og jeg kan kun være glad og taknemlig for det. Men sådan fungerer det ikke. Denne frustration opstår, den er naturlig, og det må være endnu værre at lade som om den ikke eksistere. Denne ambivalens var også helt ny for mig. Udover alle de små praktiske detaljer om at have en lille baby. Hvad skal man gøre med sådan en lille størrelse? Hvordan? Hvornår? Hver dag, mange gange om dagen, skulle jeg lære et eller andet nyt. Det var mange informationer og for lidt tid til at assimilere dem. Alting var nyt for mig.

Nu er det anden gang og hvad skal man sige? Det er jo ikke så nyt mere. Jeg kan næsten ikke huske hvordan mit liv var før  jeg er blevet mor. De sidste par år af mit liv har jo været sådan: at være ansvarlig over for et skrøbelig og afhængig væsen og være en af det meste væsentlig kilde til omsorg og kærlighed for det. At blive mor for anden gang var indtil videre ikke en stor omvæltning i mit liv. Jeg bliver heller ikke så frusteret over at ikke have så meget tid på mig selv mere. En lille smule, jo, men på en hel anden måde end sidste gang. De 2 og et halvt år med Lukas fik mig til at acceptere de nye vilkår. Sådan er mit liv jo bare nu. Begrænset tid for mig selv, begrænset søvn, osv. Med Manuela blev alt endnu mere begrænset, men det var alligevel ikke den store omvæltning, i hvert fald ikke som først gang.

Den del om at passe et lille baby (efter et lille hukommelsestab i starten i stil med “hvordan var det nu det var”) blev også hurtig overtaget af autopiloten. Manuela er en lille smule mere krævende end Lukas var, men jeg synes alligevel at det er nemmere med hende, da jeg i dag har det noget nemmere med at læse hendes signaler, og på den måde udfulde hendes behov på det rigtige tidspunkt.

Det jeg synes, det er rigtigt svært er at være mor til to. Jeg havde forberedt mig til den, hvis ikke umulige opgave, så meget kompliceret at udføre. Tænk engang, at have et barn kan allerede være hårdt, hvad så med to? Dobbelt arbejde. Jeg skulle jo lave en klone af mig selv for at kunne klare det hele. Men jeg kan nu se at det ikke er det praktiske at det er det sværeste. Den del kan vi godt klare, da Jonas er meget til stedet og en utrolig god far. Det sværeste del af at være mor til to er at dele opmærksomheden. Det er jo ligemeget hvad jeg prøver at gøre, jeg føler stadigt altid, på en eller andet måde, at jeg negligerer et af mine børn. Hvem har mest brug for min opmærksomhed? Hvornår? Hvordan? Man kan da ikke bare vælge. Ikke at kunne klone mig kan ind i mellem skære mig i hjertet.

For dem der undrer sig om det er muligt at elsker sit andet barn lige så højt som det første, kan jeg sige at jeg har fundet ud af, kærlighed ikke deler sig, men det mangedobles.

Manuela blev 6 uger i går. Hos lægen blev hun vejet og målt og hun er nu 60cm lang og 5200 tung. 6cm og 1kg mere siden fødslen.

Hendes 3 første uger var lidt urolige. I den første uge havde vi problemer med  amning. Min venstre brystevorte blev hurtigt hudløs og Manuela nægtede at acceptere ammebrikken. Jeg kunne ikke holde ud at amme hende uden brikken, da det gjorde meget ondt. Jeg blev rigtig bange for at amning ikke ville fungere denne gang. Jeg begyndte så at malke ud fra denne bryst og kun amme Manuela fra den højre i et par dage, mens jeg plejede den hudløse vorte meget grundigt. Masser af lansinoh creme. Da vorten helede, prøvede jeg igen med ammebrikken lidt i starten af hver amning, for at spidse vorten lidt ud, og når den så blev det, tog jeg brikken ud igen og ammede videre. Det hjalp og efter et par gange ammede jeg uden problem og uden brik.

I den anden uge begyndte Manuela at kaste op, i 3-4 stråler. Hun spiste meget lidt ad gang, men hele tiden. Vi tog til lægen, som sendte os videre til hospitallet. På hospitallet tog de nogle prøver. Da resultaterne var normalt, lægerne konkluderede at hun måske skulle bare lære at die, at hun højst sandsynligt kastede op fordi hun spiste for meget. Få dage efter stoppede hun med at kaste op. Det var da en lettelse.

Hun er en dejlig rolig baby for det meste af tiden, ligesom Lukas var. Hun græder mest når hun er sulten eller søvnig. Hun brokker sig også lidt, når hun keder sig. Udover det, ser hun normalt ud ligesom på det billede fra starten af post.

Lukas opfører sig indtil videre som en kærlig stolt storebror. Han vil altid kramme og kysse hende, tale med hende, komme med legetøj til hende. Han vil også gerne holde hende. Men han bliver noget urolig når hun græder. En dag begyndte hun at græde da hun var på hans skød. Han blev så ked af at se at hun var ked at det, og at hun måske græd på grund af ham. Han græd helt hjerteskærende. Jeg krammede hende og forklarede at hun græd bare fordi hun var sulten. Han riv mig så i blusen, som om han ville sige: “Så giv hende mad altså!!”

Med Jonas og mig reagerer han på en anden måde. Han kræver en del mere opmærksomhed end før, især fra mig, og især når jeg har lillesøsteren i armen. Vi prøver at give al den opmærksomhed vi kan, men nej-fasen er meget stærkere alligevel. Hans humør svinger meget. I en uge har han det rigtig godt, er kærlig, nem og glad. Ugen efter er han det modsæt, siger nej til det hele, skaber sig og er sur. Vi skal gentage til os selv; “Det er bare en fase. Det er naturlig. Han er lige blevet storebror midt i hans trodsalder. Det er da ikke nemt for ham. Så… tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed!”

At have en aktiv to årig lille dreng i huset og en vedvarende søvnløshed havde også en indflydelse på min underskud i de sidste par måneder af denne graviditet. Jeg kunne ikke tage en lur, som jeg gjorde, da jeg var gravid med Lukas.

35 uger.

39 uger

39 uger. Et kys fra storebror.

I uge 29 var vi til en 3D scanning, hvor vi kunne se vores lille pige med flere detaljer.

Vi fandt ud af hun havde store kinder.

At hun havde dobbelt hage.

og havde masser af hår.

Dengang vidste vi allerede at hun ville hedde Manuela og vi glædede os allerede vildt meget.

Som der står i indlægget, søger jeg efter en indentitet. En mulig blanding af hvad jeg var før Lukas sammen med en ny side, som blev født og udviklede sig sammen med ham. En hård øvelse i den eftersøgning er at bruge min fritid på en klog måde. Det vil sige, at klare hverdagsting, men finde også tid til at lave alt det, der gør mig glad. En af de ting, som jeg skal tage mig sammen og begynde at gøre igen er at skrive her på bloggen. Ikke kun fordi jeg savner det, men også fordi det er godt for mig. Det hjælper mig at ordne mine tanker. En slags terapi. Lad os nu se, hvordan jeg klarer dette projekt.

Jeg siger ikke at det er en god idé at give mos/grød til en baby, når den er 4,5 måneder. Lukas spiser ikke mos hverdag. Vi eksperimenterer. Han dier stadig.

Jeg kan ikke lide at prædikere hvad er rigtigt og forkert, mest fordi jeg ikke tror på 100% rigtigt eller 100% forkert. Jeg synes, at hver erfaring er personlig og at hver person selv skal  finde ud (ved at undersøge og læse) hvad der fungerer bedst til deres situation.

Jeg kan dog lide at fortælle hvad fungerer for mig og videregive oplysninger, som virker fornuftige.

Her er nogle ang. amning:

Netsundhedsplejerske

Ammenet – Alt om amning, med forum, beretninger, artikler og links.

Myter om amning