Som der står i indlægget, søger jeg efter en indentitet. En mulig blanding af hvad jeg var før Lukas sammen med en ny side, som blev født og udviklede sig sammen med ham. En hård øvelse i den eftersøgning er at bruge min fritid på en klog måde. Det vil sige, at klare hverdagsting, men finde også tid til at lave alt det, der gør mig glad. En af de ting, som jeg skal tage mig sammen og begynde at gøre igen er at skrive her på bloggen. Ikke kun fordi jeg savner det, men også fordi det er godt for mig. Det hjælper mig at ordne mine tanker. En slags terapi. Lad os nu se, hvordan jeg klarer dette projekt.

Modstrid.
Vilje og uvilje.
Modstrid.

Hvor blev jeg af?
Mor?
Kvinde?
.?

Usikkerhed.
Frygt.
Inerti.

Søgen for identitet.
For inspiration.
Overskud.
…

Foto fra Lykke Larsen.  

To af mine fødselsdagsgaver fra i år. En visuel ordbog, hvor man kan finde alt muligt spændende på 5 forskellige sprog, og min super dejlige kontorstol. 

Bagved mig er min svigerfar, som hjalp mig med at samle stolen.

Jeg fik også nogle tøj, en bog og et par øreringe fra mine veninder.

Mange tak for det!

Ok så… Jeg har det godt med det. Selvom jeg skal være 3 år ældre end min mand i tre måneder endnu. Men ok… Det gør ikke noget. Det er jo sådan hvert år alligevel, ikke? Jeg skulle være vant til det. Jamen, det skal nok gå. 

Jeg havde ikke så meget lyst til at fejre min fødselsdag i år. Fordi… Du ved… 28! Puha! Så fik jeg nogle dejlige gaver for at lette min benægtelse med dagen, og jeg kan godt sige at det hjalp.

Mange tak alle sammen, der ringede, skrev, osv. Det var en stille og rolig dag, men det var også rigtig dejlig!  

Jeg var så glad for ideen om at få kørekort. Vi kunne endelig leje en bil, og rejse rundt, hvis vi havde lyst. Vi kunne også være mere selvstændige, når vi er på besøg i Brasilien. Det var bare dejligt at tænke på alle de fordele, der er ved at være den lykkelige ejer af sådan et kort. Jeg var helt klar til at nyde den fornøjelse.

Det var altid resultatet, som jeg tænkte på aldrig processen. Æv, hvor er det svært! Psykologisk svært. Det havde jeg ikke regnet med. De første tre køretimer var dejlige. Jeg var nervøs, men jeg kunne godt klare det, og var glad for at være der. Men efter den fjerde køretime blev det lidt svære, eftersom jeg skulle køre ind i byen. Min kørelærer begyndte også at tale på en barsk måde til mig hver gang, jeg gjorde en fejl. En måde som jeg er overhovedet ikke vant til. Jeg følte mig så nedtrykt efter hver eneste køretime, at jeg ikke havde lyst til at komme tilbage igen. Jeg havde jo ingen nerver for at holde den slags ting ud. Sådan en lille pige kan jeg være. 

Jeg ved godt at det lyder fjols, men en lille time ud at køre kunne godt ødelægge en hel uge for mig. Jeg kunne ikke tænke på noget andet. Det var så nemt at overbevise mig selv, at det køre halløj der var ikke noget for mig. Jeg har jo overlevet 27 år uden kørekort. Sådan kunne jeg godt fortsætte. Men den fornuftige og stærke pige i mig kæmper også hårdt for at blive hørt. Hun bliver ved med at sige, at jeg skal være stædig, og flytte mine grænser. Det vil jeg selvfølgelig meget gerne. Jeg vil gerne vise til den lille pige i mig, at jeg godt kan, at hun ikke bestemmer hele tiden. Men jeg skal også indrømme, at det ikke er nemt at have styr på de to. Sommetider vil jeg gerne bare være i fred.

Sidste uge skulle jeg køre på motorvejen. Jeg kunne ikke lide idéen at køre 130km/t. Jeg var utroligt nervøs, men det blev overraskende godt. Det var så dejligt og nemt at køre på motorvejen, uden at behøve at tænke på trafiksignal, modkørende, fodgængere, cyklister, etc. Jeg kørte to timer uden problemer, og det hjalp mig til at få min selvtillid tilbage. Hvis jeg kan klare at køre ind i byen på den samme afslappet måde, som jeg kørte på motorvejen, så kan jeg tro på, at det er muligt at få kørekort en gang i dette her liv. Jeg skal bare tage mig sammen og have styr på mine nerver. Nu glæder jeg mig til den næste køretime. Det bliver i det mindst spændende at se, hvordan jeg kan klare det. 

Min hals brænder. Min mand tvinger mig til at have et tørklæde om den, selvom jeg er hjemme, og mens jeg sover, fordi han mener det hjælper. Jeg fik lidt klaustrofobi i starten, men det blev bedre nu.

Jeg er en svær én at holde selskab med, når jeg er syg. Irriteret og krævende. Det kræver en stor tålmodighed for at tåle den syge mig. Der er to personer i mit liv, som gør et rigtigt godt stykke arbejde i de tilfælde: min mor og min mand. Heldige mig!