Jeg siger ikke at det er en god idé at give mos/grød til en baby, når den er 4,5 måneder. Lukas spiser ikke mos hverdag. Vi eksperimenterer. Han dier stadig.
Jeg kan ikke lide at prædikere hvad er rigtigt og forkert, mest fordi jeg ikke tror på 100% rigtigt eller 100% forkert. Jeg synes, at hver erfaring er personlig og at hver person selv skal finde ud (ved at undersøge og læse) hvad der fungerer bedst til deres situation.
Jeg kan dog lide at fortælle hvad fungerer for mig og videregive oplysninger, som virker fornuftige.
* Han begyndte med at opdage sine hænder for nyligt. Han har også vendt sig rundt. Han fandt på en alternativ måde at vende sig, ved at løfte sit hovede højt op og til side, som får ham til at vende sig. Er han ikke bare super klog?
* Det virker som om vi er ved at finde en slags rytme for nylig. Vi forstår bedre hvad han kan lide og har brug for og det hjælper os til at have en glad og tilfreds baby næsten hele tiden. Jeg kan ikke brokke mig, for han er en rolig baby. Han græder, når han er sulten eller træt. Han brokker sig, når han keder sig, men lige så snart sine behøv er dækket så bliver han igen en smilende baby. Det er sjælden at han ikke svare til denne beskrivelse og når det sker så passer normalt med en tigerspring, eller appetitsprings faser.
* Det sværste er at få ham til at sove om aften. Det virker som om verden er alt for spændende til at spilde tiden på at sove. Han kæmper hårdt mod søvnen selvom han er dødtræt. Men sidste uge fik jeg et godt fif der hjalp ligesom magi til at få ham til at sove. Det handler bare om at gå rundt i lejligheden med ham i liften, ligesom om vi skulle ud og gå en tur med barnevognen. På den måde sover han normalt efter få minutter. Jeg tror, at det hjalp ham til at forstå at han kan godt falder i søvn for sig selv, uden at behøve at være i vores arme. Nogle gange kan vi bare stille ham i liften og han sover med det samme. Det er bare så dejligt! Han er jo ved at blive så tung, at det ikke er ren hygge at vugge ham i søvn i en halv time mere…
* Han spiser meget. Han gør det så hurtigt at han ikke kan finde ud af at trække vejrt og spise på samme tiden.
*Han vågner fuld af energi, super glad. Meget anderledes end moren her. Jeg er super morgensur. Men det er umuligt at blive ved med at være sur, når jeg får sådan en fin smil fra ham. Han kan lide at experimentere med sin stemme og snakke (råbe) rigtigt meget. Han kan også godt lide at vi svarer tilbage med de samme lyde. Så bliver han rigtig glad og snakker (råber) videre.
Jeg har altid været bange for idéen om at føde. Men samtidig havde jeg ingen tvivl om, at jeg ville føde normalt. I Brasilien er det desværre mest almindeligt at føde ved kejsersnit af utallige grunde, bl. a. fordi mange kvinder er bange for smerter, fordi det er mest bekvemt for lægerne at vide præcist hvornår de skal arbejde, men også fordi der findes en generel formodning at kejsersnit er mere moderne, sikkert og selvføgelig, det allerbedste, smertefri. Selvom jeg også er bange for smerte, havde jeg alligevel lyst til at føde normalt. Tanken om at det først ville ske i en meget fjern fremtid trøstede mig. Men den fjerne fremtid endte med at komme.
Da jeg fik at vide, at jeg var gravid, besluttede jeg mig for, at forberede mig ordentligt til den store dag. Det betød, at jeg ville få alle de oplysninger jeg kunne om at føde, læse forskellige fødselsberetninger fra folk, der var klar over hvad en normal og aktiv fødsel betød, og til sidst, undersøge hvordan den slags fødsel er betragtet her i Danmark, eftersom det var her jeg skulle føde. Jeg var tilfreds over at opdage at den type fødsel, som jeg begyndt at foretrække, var meget tæt på den danske måde at gør det.
Jeg bestemte mig for at tage et fødselsforberedelseskursus for at få at vide, hvad jeg kunne forvente – i detaljer. Det var guld værd! Der har jeg lært meget om fødslen, om forskellige typer smertelindring, forskellige stillinger under veerne, fødestillinger, etc. Det var dejligt at kunne stille spørgsmål med det samme til lærerene, en afspænding-pædagog for det meste og, en jordemoder. Kurset var rettet mod par og Jonas var med. I starten var han mest med for at gøre mig glad, men allerede på den første dag, indså han hvor spændende det var, og blev meget glad for det. Han stillede alle mulige tekniske spørgsmål – min søde nørde mand.
Efter at have læst flere bøger, fora på nettet, og have snakket med min jordemoder, læge, mine veninder som er mødre, min mor og Jonas, selvføgelig, fik jeg en bedre idé om mine præferencer til Lukas' fødsel, hvad jeg endelig kunne tænke mig for den store dag. Jeg ville prøve en normal fødsel, med meget lidt (eller uden) indgriben, og i vandet, hvis muligt. Men samtidig ville jeg prøve at huske at respektere mine grænser, især hvis tingene ikke foregik som forventet.
Selvom jeg vidste at min mor havde født hurtigt, ville jeg helst forberede mig til en lang fødsel. Jeg spurgte min jordemoder og på kursus om muligheden at jeg ville føde lige som min mor, men jeg hørte at det er umuligt at forudse, fordi der ikke findes noget statistik over det. Selv en samme kvindes fødsler kan være så forskellige. Det er bare svært at vide. Derfor besluttede jeg mig for at forberede mig til en lang fødsel. Hvis det var kort, ville det bare være nemmere, troede jeg…
Søndag, den 24. august, 3 dage for termin, var jeg på altanen sammen med mine forældre, da jeg begyndte at få lidt ondt i maven, som jeg troede bare var luft. På et besøg på toiletet så jeg noget tegnblødning, og kaldte diskret på Jonas for at ikke forurolige mine forældre. Vi blev enige om, at jeg skulle have et bind på, for at se hvor meget vand, der ville komme ud, som vi havde lært på forberedeslseskursus. Klokken 15:45 begyndte jeg at få veer, som mindede om stærke menstruationssmerter. Vi begyndte at skrive tidspunkterne ned. Der var kun 3 minutter mellem veerne. Vi havde lærte på kursus, at når veerne har 5 minutters interval så kan man godt tage på hospitalet. Jeg blev lidt bekymret, for mine veerne havde så kort interval, så ringede vi til Skejby. Jordemoder overbevidste os, at vi skulle vente lidt mere og være sikre på, at veerne var regelmæssige. Vi aftalte også at vi ville ringe før vi tog af sted. Jeg fortalt ine forældre jeg havde veer og skulle lige forklare hvorfor vi ikke skulle skynde os afsted, som man gør i Brasilien. Jeg tog en varm bad, som var dejligt afslappende. Vi ventede cirka en halv time, hvor vi skrev tidspunkterne af hver ve ned. Vi kunne se at, der var nu kun to et halvt minut mellem veerne. Jonas var en dejlig hjælper og støttede mig med vejrtrækning. Når jeg havde ve, holdt han mig og trak vejr sammen med mig for at holde mig i gang. Nogle veer var så stærke, at det var svært at beholde roen. På et tidspunkt blev jeg sur på Jonas og råbte: "Du må ikke puste på mit hoved!!!". Han vendte hovede og begyndte at puste til siden, mens han blev ved med at holde mig. Det var så sød og sjov på en gang, at det endte med at få mig til at grine.
Lige pludselig blev veerne meget stærkere og jeg opdagede at jeg begyndte at være meget fjern. En af bøgerne jeg havde læst om fødsel delte den i 5 faser (Politikens graviditetsbog, Lene Skou Jensen). Jeg kunne godt mærke at jeg havde nået fasen nr. 2 fra bogen, den aktiv fase, fordi jeg følte mig så fjern og kunne ikke rigtigt kommunikere med omverden. Det var svært at snakke med mig under en ve. Jeg blev bekymret over hyppigheden af veerne og dikterede at vi skulle tage til Skejby med det samme. Jonas begyndte at gennemgå listen jeg havde lavet til, hvad der skulle være i kufferten, men veerne var så stærke at jeg ikke lod ham gør det færdig. Vi skulle bare afsted!
Da vi skyndte os at putte tingene i bilen, glemte vi at ringe til hospitalet. I bilen, på vej til Skejby, veerne blev så stærke at jeg ikke kunne koncentrere mig så godt på vejrtrækning. Jeg begyndte at lave nogle dyb lyde af smerte. Jonas prøvede at sagde gentagende gange: "Husk at træk vejr, Cátia! Kom så! Træk vejr!", indtil jeg mistede tålmodligheden og skreg: "Hold nu op! Jeg gør den bedste jeg kan! Du stresser mig!". Men så snart veen var slut, undskyldte jeg mig, for han ville jo bare hjælpe, min stakkels mand.
På hospitalet tog vi direkte til 1. sal, hvor fødselsstuerne er, og ikke til modtagelsesrummet, som vi skulle. På gangen ved fødselsstuerne ringede sekretæren til jordemoderen, så vi ikke behøvede gå ned igen. De minutter jeg ventede på jordemoder virkede som en evighed, men ifølge Jonas varede det kun et par minutter. Men der, på venteværelset, følte det som om Lukas ville falde ned, hvis jeg gik for meget. Det følte så tungt i bækkenbunden! Jeg havde også mega lyst til at gå på toiletet og lave "nr. 2". Da jordemoder kom, var hun lidt sur at vi ikke havde ringede, før vi tog afsted. På vej ind i modtagelsesrummet var jeg allerede ved at tage mine trusser af, men hun stoppede mig og forklarede at jeg skulle bare undersøges. Jeg lå, og hun begyndte at prikke min mave og lytte på Lukas' hjerte med en doppler. Jeg fortalte, jeg havde allerede lyst til at presse, men hun sagde jeg skulle lige tage det med ro, fordi det var bare en undersøgelse. Til min stor lettelse bad hun mig om at tage mine trusser af. Med store øjne sagde hun at jeg var 10cm åbent og var klar til at føde. Selvom jeg vidste at jeg var nok i en sent fase, blev jeg alligevel overrasket. Jeg spurgte om jeg kunne begynde med at presse, hvor hun fortalte at vi faktisk skulle flytte til en fødselsstue. Jeg løb asted uden trusser eller noget på gangen. Jordemoder løb efter mig og prøvede at dække mig mens hun spurgte om det var ok jeg var næsten nøgen midt på gangen. Jeg fik ikke chance til at svare, for jeg var midt i en ve, men tænkte: "Jeg er fuldstændig ligeglad om hele verden ser min bare røv lige nu. Jeg vil bare føde min søn!".
I fødselsstuen præsenterede jordemoderen mig til en anden jordemoder som skulle assistere mig sammen med en sygeplejerske. Mens jeg var gravid, var jeg lidt bekymret over at ikke have min egen jordemoder til min fødsel og det endte jeg ikke med at have. Men heldigvis var hende som jeg fik fantastisk. Jeg prøvede at beholde roen og koncentrere mig godt for at følge hendes råd så godt jeg kunne. Den første af dem var at jeg skulle holde mine ben med mine arme og trække dem mod min krop, når jeg fik en ve. Jeg troede at pressefasen var en konstant arbejde for at presse, ligesom man pleje at se på fjernsyn. Men nej. Veerne varede mindre end en minut og jeg pressede 3 gange i hver ve. Min stilling virkede som om at have hjulpet mig at bruge alle min krops kræfter. Intervaller varede flere minutter, eller sådan virkede for mig. Lange minutter, hvor jeg slappede helt af. Det følte som om hver enest muskel af min krop blev slukket og jeg ville falde i søvn. Jeg kan huske at jeg sagde til jordemoderen at jeg ville falde i søvn, og hun sagde at skulle ikke tænke på det, for den næste ve ville i hver fald vække mig alligevel. Det var i intervaller, at jeg kunne mærke Jonas' tilstedeværelse. Han havde altid et sødt ord og bekræftede, hvor god jeg var. Det var også midt i en interval at jeg hørte Jonas kommentere at Lukas' hår var mørkt. Jeg rykkede mig frem og så jordemoder trække hans hår og rette det efter en punk stil. "Det er mørkt og langt", sagde hun. Det var en dejlig lettelse at se hans hoved. Endelig var det surrealistisk begivenhed virkeligt ved at ske.
Jordemoderen sagde at hun kunne se at Lukas hoved vendte til siden og ikke med næsen mod min ryg, som den skulle, og det kunne gøre det sværere for mig. Jeg blev ved med at presse, og så jordemoder gør en sprøjte og en lille saks klar. Bageefter spurgte hun, hvad jeg fortrak: 1) vente og blive ved med at presse; 2) at hun hjalp med at dreje hans hoved; eller 3) episiotomi, som er en snit i mellemkødet for at give plads til barnets passage. Jeg sagde, at jeg foretrak at hun hjalp med at dreje hans hoved. Hvad jeg ikke vidste var, at hun ville bruge to fingre til at trække mellemkødet ned, og derefter dreje hans hoved med den anden hånd. Jeg kan huske, at hun bad mig om at presse alt det jeg kunne, mens hun gjorde denne manøvre, men smerten var så stærk, at hele mit forsøg til at presse mislykkedes. Heldigvis gav manøvren resultat og efter nogle få veer kom Lukas' hoved ud. Jordemoder spurgte Jonas, om han ville klippe navlestrengen, fordi det skulle være med det samme, eftersom den var rundt om Lukas' hals. Jonas takkede nej, og hun klippede den meget hurtigt, mens hans krop lå stadig inde i mig. Hans krop kom ud i den følgende ve, meget nemmere end hovedet.
Klokken 18:19 kom Lukas direkte til min bryste, stadig dækked af blod og fostervand. Mor og far her kunne ikke lade være med at græde. At se den lille væsen helt rynket, men helt perfekt lige foran os var magisk. Vores søn kom til verden og var lige der, vi kunne endelig kramme ham. Det var svært at fatte. Øjeblikets magi blev afbrudt af sygeplejerske, som syntes Lukas så lidt for bleg ud. Jonas jokede med, at det ikke kunne være en stor overraskelse, da han var sin fars søn. Men de skulle tjekke om alt var ok, for han havde været født i 5 minutter, men havde ikke rigtigt græd ordentlig. En børnelæge blev kaldt. Hun undersøgte ham, fik ham til at græde og sagde at han havde det fint. Jordemoderen hjalp mig med at føde moderkagen. Til min store overraskelse skulle jeg ikke blevet syet. Bagefter kom Lukas tilbage til mig og ammede for første gang.
Lukas' fødsel var langt fra hvad jeg havde forventet. Det var næsten uden indgriben, som jeg ville. Jeg fik ikke nogen bedøvelse. Den eneste indgriben var manøvren for at trække mellemkødet ned for at dreje Lukas' hoved, som ærligt talt, jeg ved ikke helt om jeg ville gå med til igen. I forhold til bedøvelse, jeg er glad for at jeg ikke fik det, men på den anden side, jeg skal indrømme at det var rent "held", for fødslen var jo så hurtigt (to en halv time). Hvis jeg skulle have gennemgået, hvad jeg gjorde i f. eks. 10 timer mere, ville jeg helt bestemt have haft noget. Men jeg er meget glad for at have født normalt. Jeg glæder mig allerede til næste gang!
Som I måske ved det, er vi hjemme for længe siden. Men først nu kunne jeg ørke at nyde de få huller i vores ny rutine (eller dens mangel) for at komme tilbage til mit internet liv.
Mine forældre er rejst tilbage til Brasilien i søndags. Det var en stor gave for mig at have dem her da Lukas kom til verden. Jeg blev rigtig glad for at dele min gæde over fødslen og Lukas første dage med dem. De har også nydt at være i Danmark. De har sovet i et gæsteværelse i vores bygning, som er et værelse med et badeværelse og en lille køleskab. Jeg lånte dem en lille kogeplade og de fik på den måde lidt mere selvstændighed. Min far, som var bange for at flyve, kunne se at det ikke var det store maredit, som han troede. Han har også overrasket mig med hvor godt han kunne klare sig alene. Vi jokede at han reagerede som en udvekslingsstudent, der var helt vild nysgerrig, ved at lære alt på dansk og ville opleve ny ting hele tiden. Han gik mange ture i det område hvor vi bor, ned i byen, lærte at tage bu og købte ind i supermarkede. Jeg troede Lukas ville komme efter termin og var tilfreds med ideen, fordi jeg ville vise mine forældre rundt i Århus og lære dem nogle ting for at de kunne klare sig uden mig efter fødslen. Men der var ikke tid, Lukas havde travlt og der blev ikke noget rundvisning til mine forældre. Men min far har overraske alle med at gøre ting selv selvom han ikke kunne tale engelsk eller dansk. Det var da imponerende og fik mig til at have det meget bedre med at jeg ikke kunne hjælpe dem så meget som jeg ville. Det var en dejlig lettelse at vide at de kunne være så selvstændig. Det er synd at det er slut nu. Lukas vil savner sine mormor og morfar.
Lukas er en lille engel, super rolig. Græder nærmest kun når han er sulten. Det er stadig meget forskellig hvornår han spiser. På grund af det har vi ikke nogen rutine endnu. Når han sover alternerer jeg mellem får styr på huset, får styr på mig selv og sover også. Den sidste plejer at vinde. Derfor har jeg ikke skrevet på bloggen siden sidste. Men jeg vil gerne prøve at skrive en ordenligt beretning af fødslen snart.
Der var mange på min portugisiske blog der spurgte om grunden for titlen af den sidste post, “min lille løve”. Jeg var ked af at skuffe dem, men det har intet med astrologi at gøre. Jeg kender faktisk ikke noget til det. Jeg ved bare at mit tegn er skorpion og at mange laver grimasser til det, som siger mig at det måske er et kontroversiel tegn. Den reel grund til titlen til post er, at jeg kalder min baby lille løve. Hans far ligner en løve med sit flot rødt hår, og det er bare naturlig at sønnen vil være en lille løve, ikke? Kælenavnet fik lidt mere betydning efter jeg lyttede til den brasilianske sang med samme navn så mange gange i løbet af graviditeten og tudede med den (hormoner, I ved…).
Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.
Gosto muito de te ver, leãozinho Jeg kan godt lide at se på dig, lille løve
Caminhando sob o sol Mens du går under solen
Gosto muito de você, leãozinho Jeg kan godt lide dig, lille løve
Para desentristecer, leãozinho For at gøre glæd, lille løve
O meu coração tão só Mit ensomt hjerte
Basta eu encontrar você no caminho Det er nok at møde dig
Um filhote de leão raio da manhã En løve unge
Arrastando o meu olhar como um ímã drager mig til sig som en magnet
O meu coração é o sol, pai de toda cor Mit hjerte er som solen, far af alle farver
Quando ele lhe doura a pele ao léu Når det gør din hud brun
Gosto de te ver ao sol, leãozinho Jeg kan godt lide at se på dig under solen
De te ver entrar no mar At se dig komme ind i vandet
Tua pele, tua luz, tua juba Din hud, dit lys, din manke
Gosto de ficar ao sol, leãozinho Jeg kan godt lide at være under solen
De molhar minha juba At gøre min manke våd
De estar perto de você e entrar numa At være sammen med dig og have det godt
Lukas blev født i går (24/08/08), kl. 18:19 med 3.540 gram og 53 cm.
Fra da veerne startede indtil han kom til verden, tog det kun to og halv time. Det var en lyn fødsel!
Vi er nu på patienthotellet, fordi vi vil sikre os at de første dage med amning lykkes, før vi tager hjem. Det går rigtigt godt indtil videre. Vi er alle 3 meget glad og nyder hver eneste sekund af vores nyt liv sammen.
Jeg regner med at skrive en beretning af fødslen, når jeg kommer hjem om et par dage.
