*lige så gamle, 3 mdr

Som jeg sagde på den sidste indlæg, Manuela er lige så nem som Lukas. Eller… næsten!

Lukas var en meget nem baby, kan jeg se nu. I forhold til amning, for eksempel, lige så snart amning var godt i gang, spiste han meget hver gang, så meget at jeg kunne mærke brystet var tømt. Han begyndte også at sove meget tidligt mange timer i træk om natten, uden at skulle spise. Han kunne også nemt blive trøstet ved brystet.

Manuela til gengæld er noget helt andet. Hun spiser meget lidt ad gang, men meget ofte. Det har hun altig gjort. Hun spiser i gennemsnit hver anden time, både dag og nat. Da hun spiser lidt ad gang, sover hun også få timer i træk. Hun gider ikke blive trøstet ved brystet. Når hun bliver sur, skal hun først blive trøstet på et eller andet måde før hun kan blive lagt til. Hun er en meget bestemt pige, som spiser kun når hun har lyst. Jeg prøver at tilbyde brystet flere gange og længere mens hun er vågen, men hun afviser det bare. Det gælder så om at være tålmodig og vente. Og vågne for at amme 4-5 gange om natten.

Selvom jeg vågner så mange gange om natten, jeg sover stadigvæk bedre end jeg gjorde mens jeg var gravid pga. søvnløshed. I det mindste det…

Manuela blev 6 uger i går. Hos lægen blev hun vejet og målt og hun er nu 60cm lang og 5200 tung. 6cm og 1kg mere siden fødslen.

Hendes 3 første uger var lidt urolige. I den første uge havde vi problemer med  amning. Min venstre brystevorte blev hurtigt hudløs og Manuela nægtede at acceptere ammebrikken. Jeg kunne ikke holde ud at amme hende uden brikken, da det gjorde meget ondt. Jeg blev rigtig bange for at amning ikke ville fungere denne gang. Jeg begyndte så at malke ud fra denne bryst og kun amme Manuela fra den højre i et par dage, mens jeg plejede den hudløse vorte meget grundigt. Masser af lansinoh creme. Da vorten helede, prøvede jeg igen med ammebrikken lidt i starten af hver amning, for at spidse vorten lidt ud, og når den så blev det, tog jeg brikken ud igen og ammede videre. Det hjalp og efter et par gange ammede jeg uden problem og uden brik.

I den anden uge begyndte Manuela at kaste op, i 3-4 stråler. Hun spiste meget lidt ad gang, men hele tiden. Vi tog til lægen, som sendte os videre til hospitallet. På hospitallet tog de nogle prøver. Da resultaterne var normalt, lægerne konkluderede at hun måske skulle bare lære at die, at hun højst sandsynligt kastede op fordi hun spiste for meget. Få dage efter stoppede hun med at kaste op. Det var da en lettelse.

Hun er en dejlig rolig baby for det meste af tiden, ligesom Lukas var. Hun græder mest når hun er sulten eller søvnig. Hun brokker sig også lidt, når hun keder sig. Udover det, ser hun normalt ud ligesom på det billede fra starten af post.

Lukas opfører sig indtil videre som en kærlig stolt storebror. Han vil altid kramme og kysse hende, tale med hende, komme med legetøj til hende. Han vil også gerne holde hende. Men han bliver noget urolig når hun græder. En dag begyndte hun at græde da hun var på hans skød. Han blev så ked af at se at hun var ked at det, og at hun måske græd på grund af ham. Han græd helt hjerteskærende. Jeg krammede hende og forklarede at hun græd bare fordi hun var sulten. Han riv mig så i blusen, som om han ville sige: “Så giv hende mad altså!!”

Med Jonas og mig reagerer han på en anden måde. Han kræver en del mere opmærksomhed end før, især fra mig, og især når jeg har lillesøsteren i armen. Vi prøver at give al den opmærksomhed vi kan, men nej-fasen er meget stærkere alligevel. Hans humør svinger meget. I en uge har han det rigtig godt, er kærlig, nem og glad. Ugen efter er han det modsæt, siger nej til det hele, skaber sig og er sur. Vi skal gentage til os selv; “Det er bare en fase. Det er naturlig. Han er lige blevet storebror midt i hans trodsalder. Det er da ikke nemt for ham. Så… tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed!”

Jonas og jeg har været enige om at vores børn skulle have ca to års i aldersforskel. I starten af dette år har vi så begyndt på projekt baby nr.2. I april stod jeg så med en positiv graviditetstest i mine hænder.

Vores lykke varede ikke så længe indtil jeg begyndte at får smerter i underlivet om natten. En meget intens smerte der varede længe. Vi ringede til vagtlægen, som kom, men ikke kunne se om noget var galt. Jeg skulle se i løbet af det næste døgn om, der ville ske noget. Jeg fik det samme slags smerte i de følgende par dage og blev sendt på hospitalet for at få lavet en tidlig scanning. Lægerne kunne desværre ikke se noget forster. Det kunne betyde at jeg ikke var så langt henne som jeg troede eller at det var en graviditet uden for livmoderen. Vi skylle vente en uge til at lave en ny scanning, så  fosteret havde chance til at udvikle sig nok til at kunne ses på scanningen. En uge uden at vide noget var forfærdelig. Jeg begyndte at tage smertestillende piller før jeg gik i seng for at slippe for smerten. Når det endelig var tid til den nye scanning, fik vi igen det samme resultat. De fandt intet foster, men min livmoder var stor, ligesom det skulle være i en graviditet i den uge som jeg havde regnet jeg var henne. Min hormon niveau til gengæld fordoblede sig ikke som forventet. Vi levede i flere uger i en frygtelig usikkerhed. Til den scanning som skulle være den sidste, før lægerne ville lave en lille indgreb for at tjekke om det handlede om en graviditet udenfor livmoder, fik vi endelig forsteret at se. Vi så også en lille hjerte der bankede, eller… en lille plet der blinkede. Lægerne konkluderede så at jeg ikke var så langt henne som jeg gik og troede. Sikke en lettelse! Denne gang var vi så overlykkelige. Da vi kom ud af scanningsrummet krammede jeg Jonas en lang kram, mens jeg græd nogle tårer, som jeg havde prøvede at holde i de tidligere uger. Tårer af sorg, trods den store lettelse fra scanningen.

Glæde den her gang var ikke helt fri for bekymringer. Skyggen af de uger i usikkerhed blev ved med at være hos mig. I lang tid. Meget lidt i dag, men stadig en skygge. Derfor tog det så lang tid for os til at fortælle om graviditeten. Men jeg vil stadigt dele vores glæde med andre, på trods af nogen skygger. Jeg vil også registrere denne graviditet, ligesom jeg har gjort med den første.

12 uger:

20 uger:

Vi er nu i uge 25. I uge 20 fandte vi ud af det er en pige. ♥ Jeg har termin den 24. december. Jeps, julaften!

Denne graviditet har været meget anderledes end den sidste.

* Min mave voksede noget tidligere. Allerede før 12 uger kunne man se noget og jeg kunne mærke nogle nysgerrige blikke. Da vi endelig fortalte vennerne nyheden, mange sagde at de mistænkte det.

*Min mave føles meget tungere og oppustet.

*Søvnløsheden kom meget tidligere og hyppigere.

* Jeg er overfølsom over for lugte. Nogle gange kan jeg ikke tage skraldet ud, eller tømme Lukas madkassen. Men jeg kan til gengæld skifte Lukas lortebleer uden problemer (desværre).

Lukas virkede i lang tid totalt uinteresseret og ligeglad over for emnet “baby i maven”. Når vi prøvede at snakke med ham om det,  lavede han bare som om han ikke kunne høre og prøvede hurtigt at finde noget andet at lave. Men for nogle uger siden, da vi skiftede ham på puslebordet, løftede han min bluse, aede min mave og tilbød sutten til maven. ♥ Det var først der at vi kunne se at han fattede noget af det vi havde prøvet at forklare. Nu når jeg spørger “Lukas, hvor er babyen?”, peger han så på min mave.

Vi er nysgerrige for at se hvilken slags storebror Lukas komme til at være. Jeg er særlig nysgerrig for at se om hun vil ligne sin mor, for at kompensere hvor lidt Lukas gør.

* Han siger “uuuu” for ko og “ouf” for hund, når han læse sine bøger om dyr. Han siger “uhhh” med store øjne, når noget falder at larmer. Han siger stadigvæk “mamamam” og jeg er stadigvæk overbevist om at det betyder mor, eller helst “mamãe” som er mor på portugisisk.

* Han kan lide at synge og danse.

* Hans favorite legesager lige nu er en piskeris, en plastik mobiltelefon, døre og håndtager.

* Han spiser det samme som os siden hvar blev 9 måneder. Vi prøver at lave ting som er nemt og sundt for ham, det vil sige uden for meget salt eller sukker. Han kan lide frikadeller, køgte kartofler, pasta, jordbær, kiwi og banan.

* Da jeg kom den anden dag for at hente ham i vuggestuen, sad han og spiste med en gaffel. De puttede rugbrødet på hans gaffel og han spiste det meget pænt. Vi kan da undervurdere de små. Vi skyndte os at begynde at gøre det herhjemme også.

* Han har 6 tænder, 3 i overmunden og 3 i undermunden. Tændbørstningstid blev meget bedre, da vi begyndte at stille ham foran et spejl og give ham et ekstra børst. Vi børster hans tænder mens han leget med det andet børst og ser sig selv i spejlet. På den måde er der ikke brok.

* Han startede i vuggestuen for halvanden måneder siden og for vores stor lettelse og glæde er han meget glad for at være der. Men mere om vuggestuen vil jeg skrive på et andet indlæg.

* Han har 4 tænder. I et par uger skar han tænder hver dag og gjorde mig næsten vanvittig med lyden. Heldigvis holdt han op med det igen. Tænder i munden betyder også at man skal i gang med tandbørstning. Det hader han! Vi skal være tålmodlig, fordi der er ikke noget at gøre, vi skal blive ved selvom han blive ked af det. Vanen skal etableres og helst fra man er helt lille.

* Hans yndlingsleg lige nu er:

1) fangeleg, som handler om at han kravler efter mor, der kravler væk fra ham. Belønningen for at have fanget mor er et kysseangreg.

2) kaste med bold. Jeg kaster bolden til ham og han kaster bolden til mig. Han griner når jeg griber bolden.

* Han er lige begyndt at sige “mamamamam”. Jeg har overbevist mig selv om at det betyder mor, fordi han siger det mest når han vil have at jeg tager ham op, når han er tæt på mig, eller når far gør noget han ikke kan lide, som f.eks. børste hans tænder. Jeg bliver helt glad når han siger det.

* Han fortrækker at spise selv. Han bliver hurtig irritabel, hvis jeg mader ham. Han spiser med hænderne indtil videre. Stykker frugter, pasta, kogt kartofler, etc. Næste skridt er at lade ham spise med ske. Men jeg samler stadig mod, for det bliver en endnu større svineri.

* Spejl er altid sjovt. Han kan lide at snakke med spejlet, lave grimasser, kysse, etc.

Min lille baby bliver mere og mere selvstændig og det er fascinerende at se det. Jeg prøver at tager så mange billeder som muligt og laver films at de vigtige ting så kan min familie i Brasilien også føle som de følge nogenlunde med. Jeg håber at de føler at de gør…

- Jeg ved ikke hvad du snakker om, mor…

-  Jeg roder, men jeg er sød…

- Og jeg savler, prøv at se!

- Tilgiver du mig så?

Lukas og jeg har nydt 3 uger i Brasilien med min familie i marts. Lille far blev i Danmark, fordi han havde lige skiftet arbejde og kunne ikke have ferie så tidligt. Lukas var et halvt år gammel (blev 7 der). Det var anden gang mine forældre så ham, men det var første gang for resten af familien.

Det var nogle travle 3 små uger. For Lukas var det bare en stor fest. Masser af mennesker hele tiden og alt den opmærksom han kunne bruge. Min bekymring om at han ville måske være ked af det sammen med fremmed menneske i et fremmed sted var helt væk efter de første par dage. Han var bare glad, hele tiden. Det var dejligt at se ham så glad i mit hjem, hans hjem nr 2. Det var også dejligt at min familie kunne møde ham sådan, så fuld af energi, så glad.

På grund af varmen var han kun iført ble og tog mange bade i løbet af dagen. De fleste af dem var i badebassinet hans morfar gav ham.

Der var mange arrangementer, som vi skulle være med: middage, grillfester, barndåb… Jeg kunne møde mange menneske og se de nye babyer. Men ligesom alle de andre gange jeg har været hjemme i Brasilien,  fik  jeg ikke set alle som jeg havde lyst til, eller har ikke lavet alle de ting jeg ville. Det blev bare skubbet til næste gang, igen. Men til gengæld har jeg set venner som jeg ikke havde set sidste gang. Det hjælper på det…

At være tilbage i Danmark plejer at få en stor hjemve frem i mig, sammen med dårlig samvittighed over ikke at have mødt de menneske og ikke have lavet de ting jeg ville. Pudsigt nok havde jeg denne gang næsten ingen hjemve og den dårlig samvittighed var meget lettere at håndtere. Lukas gav lige pludselig en stor mening for mig til at være i Danmark. Jeg kom tilfreds for at få min søn tilbage i sit hjemme, tilbage til sin far. At kunne mærke freden jeg hvade med mig selv og med situationen var en fornøjelse. Tak for det, Lukas!

Dagens post handler om den største årsag til mit fravær.

Lukas fyldte 8 måneder i sidste uge.

Hans udvikling går meget stærkt. Alt sker vildt hurtigt. Har får nye færdigheder stort set hver dag.

Han forstår ordet “nej”. Både på portugisisk og dansk. Han viste at havde forstået det (ved at blive ked af det) for første gang mens vi stadig var i Brasilien.  Nu kigger han opmæksomt på os, når vi siger nej. Nogle gange smiler han bare og fortsætter med sit forbudte projekt.

Dagen han fyldte 8 mdr var også dagen han begyndte at kravle. Vi var mega stolte af ham. Så stolte at vi lavede to korte videoer af det.

I et stykke tid var hans yndlingsleg  at komme under møblerne. Men nu er det at rejse sig. Fra en lille baby der ikke kunne finde ud af at kravle, så er han lige pludselig oppe at stå. Det er ikke til at følge med… Vi blev nødt til at børnesikre lejligheden i en fart. Der er hårdt arbejde at få styr på ham, når han kan være alle steder, hvor han ikke rigtigt må. Kabler, skuffer, glasdøre – de er bare et stor hit. Puhada!