Nu kan jeg endelig sove en hel nat igen. Uden frygtelige mareridt, hvor jeg lavede de dummeste fejl man kunne finde på, og dumpede køreprøven. 

Ham fra politiet sagde jeg kørte udmærket, på nær dengang hvor jeg skulle bremse på en vej, hvor der var højrevigepligt, og bilen gik i stå, fordi jeg glemte at skifte til anden gear. På det tidspunkt var jeg sikker på, at jeg dumpede. Men så sagde han at det var min eneste fejl, og at det nok skete fordi jeg var så nervøs. Jeg skulle vise, at jeg kendte reglerne godt nok, og det gjorde jeg. Det med at betjene bilen kommer med tiden, efter hans mening. 

Jeg ved ikke, om jeg er mest glad fordi jeg bestod, eller fordi jeg er fri fra køreskolen og al den stress. 

Nu har jeg faktisk 3 forskellige kørekort! Det midlertidige, som er bare et stykke papir med prøvesagkyndigs underskrift; det internationalt kørekort, som jeg kan bruge i Brasilien og resten af verden; og et nødt kørekort, som jeg skulle have for at få det internationalt, fordi det midlertidige ikke er nok. Det rigtige et får jeg om 3 måneder. 

Jeg mangler bare en bil.

Jeg havde lyst til at skrige, da jeg kom ud af prøvelokalet. U-huuuu! Men jeg ringede til Jonas i stedet for.

Det er en ubeskrivelig lettelse at vide, at jeg behøver ikke at tænke på og huske alle de små detaljer og udtryk, som "vejens brug". Hvordan kan en god forståelse af dette udtryk hjælpe en med at køre bedre? Jeg tror ikke det gør nogen pratisk forskel, at fordi jeg ved hvad det hedder.

Men pyt med det! Det er endelig overstået! Eller i det mindste 50% overstået. Der mangler stadigvæk køreprøven! Jeg ved ikke endnu, hvornår jeg skal til prøve. Jeg har stadig to køretimer før prøven. En repetition, og den anden på glatbanen. Jeg har ikke bestemt mig for hvad jeg synes om den sidste. Om det er sjovt eller frygteligt. Det får vi snart at vide!

Nogle exempler af teoriprøven på nettet:

Kørekort

Trafiktesten

Test dig selv!

—

P.S. Det går meget meget bedre med køretimer. Jeg blev bedre til at køre og mere afslappet. Til følge blev kørelæren sødere og gladere.

Jeg var så glad for ideen om at få kørekort. Vi kunne endelig leje en bil, og rejse rundt, hvis vi havde lyst. Vi kunne også være mere selvstændige, når vi er på besøg i Brasilien. Det var bare dejligt at tænke på alle de fordele, der er ved at være den lykkelige ejer af sådan et kort. Jeg var helt klar til at nyde den fornøjelse.

Det var altid resultatet, som jeg tænkte på aldrig processen. Æv, hvor er det svært! Psykologisk svært. Det havde jeg ikke regnet med. De første tre køretimer var dejlige. Jeg var nervøs, men jeg kunne godt klare det, og var glad for at være der. Men efter den fjerde køretime blev det lidt svære, eftersom jeg skulle køre ind i byen. Min kørelærer begyndte også at tale på en barsk måde til mig hver gang, jeg gjorde en fejl. En måde som jeg er overhovedet ikke vant til. Jeg følte mig så nedtrykt efter hver eneste køretime, at jeg ikke havde lyst til at komme tilbage igen. Jeg havde jo ingen nerver for at holde den slags ting ud. Sådan en lille pige kan jeg være. 

Jeg ved godt at det lyder fjols, men en lille time ud at køre kunne godt ødelægge en hel uge for mig. Jeg kunne ikke tænke på noget andet. Det var så nemt at overbevise mig selv, at det køre halløj der var ikke noget for mig. Jeg har jo overlevet 27 år uden kørekort. Sådan kunne jeg godt fortsætte. Men den fornuftige og stærke pige i mig kæmper også hårdt for at blive hørt. Hun bliver ved med at sige, at jeg skal være stædig, og flytte mine grænser. Det vil jeg selvfølgelig meget gerne. Jeg vil gerne vise til den lille pige i mig, at jeg godt kan, at hun ikke bestemmer hele tiden. Men jeg skal også indrømme, at det ikke er nemt at have styr på de to. Sommetider vil jeg gerne bare være i fred.

Sidste uge skulle jeg køre på motorvejen. Jeg kunne ikke lide idéen at køre 130km/t. Jeg var utroligt nervøs, men det blev overraskende godt. Det var så dejligt og nemt at køre på motorvejen, uden at behøve at tænke på trafiksignal, modkørende, fodgængere, cyklister, etc. Jeg kørte to timer uden problemer, og det hjalp mig til at få min selvtillid tilbage. Hvis jeg kan klare at køre ind i byen på den samme afslappet måde, som jeg kørte på motorvejen, så kan jeg tro på, at det er muligt at få kørekort en gang i dette her liv. Jeg skal bare tage mig sammen og have styr på mine nerver. Nu glæder jeg mig til den næste køretime. Det bliver i det mindst spændende at se, hvordan jeg kan klare det.