Jeg havde termin på den 24. december, men jeg var sikker på at hun ville komme lidt før. Da jeg var i uge 39, begyndte jeg at få mange plukveer, nærmeste konstant, og nogle menstruationslignende smerter. Jeg var overbeviste om at Manuela kunne komme når som helst. Men så blev jeg syg. Rigtig syg med en ondskabsfuld influenza. Så lige pludselig var plukveerne og menstruationslignende smerter væk. Jeg havde i stedet for stærke hovedpine og hostede hele tiden. Til min sidste tid hos jordemoderen sagde hun at kroppen plejer at vente til den er rask igen for at lade fødslen komme i gang. Det ville sige, at Manuela vil højst sandsynlig først komme, når jeg slap af med min influenza Jeg var syg, sengeliggende, i flere dage. Hvad skete der så på den første dag, hvor jeg var lidt frisk igen? Ja, veerne startede…
Veerne startede omkring kl. 11:30 den 24/12. De kom med 10 minutters mellemrum. Da jeg begyndte at få veer til Lukas fødsel, kom de med kun 2 minutters mellemrum, så 10 minutter virkede som meget, og jeg tænkte at det kunne være at det blev en lang fødsel denne gang. Vi var lidt i tvivl om vi skulle ringe til hospitalet eller om vi skulle vente på tiden mellem veerne blev kortere. Vi besluttede for at ringe og lade dem bestemme om de skulle komme med det samme eller ej. Jordemoder sagde at hun ville komme inden så længe, taget i betragtning af at jeg havde en lynfødsel bag mig.
Efter ca. en halv time kom jordemoderen i taxa med sin store kuffert. Vi snakkede lidt og hun undersøgte mig for at få en idé om hvor langt fødslen var kommet. Til min overraskelse, trods den “store” mellemrum mellem veerne, var jeg allerede 5cm åbent. Jordemoderen forslog at vi fyldte fødekar, hvis det var jeg ville føde i det. Jeg fik en lille snack, mens Jonas fyldte fødekar. Min mor, som var kommet til Danmark en uge før sammen med min far, var ved min side, glad for muligheden for at overvære dette øjeblik.
Med fødekarret fyldt, kom jeg ind i det lune vand. Det er ikke kun afslappende, men det virker også dejligt smertelindring at være i vandet. I det øjeblikket kom Jonas’ bror for at hjælpe at passe Lukas, som ikke er så vant til at være sammen med mine forældre. Farbroren er Lukas’ store helt, så for ham ville være nemt at holde Lukas optaget i stuen, mens vi ventede på Manuela kom i soveværelset. Det var godt at farbroren kom, fordi lidt efter begyndte jeg at få udvidelsesveer. Veerne begyndte så at komme med nogle kortere mellemrum, men jeg fortsat rolig og sludrede med jordemoderen og min mor og virkede som tolk mellem dem. Jonas holdte min hånd og krammede mig hver gang jeg fik en ve, men var stadigt optaget med nogle praktiske detailjer og smuttede en gang i mellem fra min side for at ordne noget i stuen eller køkkenet. På et tidspunkt sagde han, at han ville lige fortælle sin bror, hvor Lukas’ gave fra os var gemt, så han kunne få den, hvis han blev lidt umulig. Der holdte jeg godt fast i hans hånd og sagde at han ikke skulle noget sted længere. Jeg kunne mærke at presseveerne var ved at nærme sig. Jonas stod på knæ ved siden af mig udenfor karret, mens han holdte min hånd og krammede mig. Jordemoderen stod også på knæ foran mig. Min mor stod bag jordemoderen. Jordemoderen var så rolig at det virkede som om hun ikke var til stede. Jeg mærkede kun hendes tilstedeværelse, når det virkeligt gjaldt (og det mener jeg som en stor kompliment!). På et tidspunkt spurgte jeg hende, måske forvirret pga. smerterne, om jeg skulle presse. Hun svarede at min krop ville vide præcis hvornår. Jeg ved ikke engang om jeg smilede, men jeg kan tydelig huske at jeg grinede, i hvert faldt invendig af mig selv og mit spørgsmål. Jeg kunne virkeligt godt lide hendes svar, så oplagt, så naturlig, som fik mig til at huske en af grunde, der gjorde at vi valgt en hjemmefødsel. Hendes svar hjalp mig til at slappe af igen og fokusere på tegnene min krop sendte mig. Jeg var nemlig ikke i tvivl, da jeg skulle presse.
Mens jeg havde presseveer begyndte jeg at svede meget og det irriterede mig. Jeg bad min mor om en våd koldt klud. Jeg havde lidt svært med at formulere mig på portugisisk. Skal lige sige at det ikke er spor nemt at skifte mellem forskellige sprog mens man har presseveer. Jonas holdte den våde klud på min pande og jeg blev så lettet af det, at jeg troede at jeg ville falde i søvn. Ja, right. Den velkendte smerte jeg havde lige efter var ikke til at være i tvivl om: Manuelas hovede var på vej. Jordemoderen smilede og sagde at vi kunne røre hendes hovede. Det gjorde jeg og det gjorde Jonas også. Jeg kunne mærke at hendes lange hår svømmede i vandet. Jeg brokkede mig over at jeg kunne mærke at når jeg pressede hendes hovede kom ud, men når jeg stoppede kom det ind igen. Jordemoderen sagde at det var rigtigt, men at hver gang jeg pressede kom hendes hovede lidt længere ud, lidt ligesom 3 trin frem og 1 tilbage. Hun sagde også, at hvis jeg var i tvivl om der skete noget, så skulle jeg bare kigge på min mor ansigtsudtryk. Hver gang jeg pressede åbnede min mors øjnene endnu mere og hendes smil lykkedes at blive endnu større. At dele dette øjeblik med hende var en drøm for mig, og det gjorde mig virkelig lykkelig, at se hvor glad hun var for at være der. Manuelas hovede kom ud i den følgende ve. Den er uden tvivl den meste smertefuld del af fødslen, men jeg kan huske at jeg tænkte at i det mindste sved det ikke så meget denne gang som det gjorde til Lukas’ fødsel. Måske på grund af vandet? Efter to veer mere kom også hendes lille krop. Jordemoderen hjalp med at tage hende op ad vandet og op til mig. Den 24/12/10 kom Manuela til verden med 4200g og 54cm. Jeg kiggede på hende stadigt lidt overrasket over hvor hurtigt og nemt alt var gået. Jonas græd, min mor græd, mens jeg holdte og betragte denne lille bitte krop, helt rynket og dækket med fedtet fra fostervandet. Så viskede jeg på portugisisk: “Hej lille baby. Så var det dig der boede i min mave al den tid? Jeg er mor”. Hun græd og jeg ville amme hende, men kunne ikke finde en position til det. Jeg kunne ikke længere huske hvordan man holder sådan en lille bitte krop. Der grinte jeg af mig selv igen. Jeg kan ikke huske hvor lang tid, det tog fra hun kom op til mig til at vi kom ud af karret. Det virkede som en evighed, hvor jeg studerede hver eneste centimeter af hendes krop og prøvede at overbevise mig selv om at alt var virkeligt sket som det gjorde. Men samtidig ved jeg også at det ikke tog så lang tid, da jeg stadigt skulle “føde” moderkagen, og jeg skulle være ud af vandet for at gøre det.
At komme ud af karret krævede alle mine kræfter. Mine ben rystede helt vildt meget. En gentagelse af Lukas’ fødsel, tænkte jeg. Jordemoderen fortalte at at føde svarer til at løbe en marathon for musklerne. Jeg ryster som en gal når jeg føder netop fordi jeg er i så dårlig form. Jeg lagde mig i seng og pressede moderkagen ud forholdsvis hurtigt. Liggende i sengen fandt jeg en god position til at amme Manuela. På det tidspunktet kom Lukas ind, nysgerrig over lyden af gråd, som han kunne høre ud fra stuen. Den første gang broren møder sin søster. Nu begyndte jeg også at græde. Min lille søn, som nu virker så stor, så meget større end han var for få timer tidligere, kigger nysgerrig på sin søster. Søster. Hvad er det? Forstår han det? Han betragte hende længe, spurgte et par ting i sit sprog, som vi endnu ikke forstår så meget af og aede hende lidt på hovede.
Lige efter Manuela kom til verden, kom min svigerfamilie hos os. Udover at blive Manuelas fødselsdagen, var det også juleaften og svigerfamilien kom med julemaden. Efter at have ammet Manuela og hygget med min nye lille baby i seng i et par timer, stod jeg op og kom til stuen, hvor hele familien var i gang med holde jul. Jeg endte endda med at danse rundt om juletræet. Det havde jeg ikke regnet med, men jeg var jo lige der, og Lukas ville gerne have sin mor til at holde i hånden. Jeg var også med til at pakke gaverne ud og til at putte Lukas, men efter det var det tid til at sove for mig.
Jeg gik i seng meget tilfreds med dagen. Jeg var dog stadig lidt overrasket over at kunne være så heldig. At have det privilegium det er at have en så ukompliceret og rolig fødsel. Jeg ved at det vigtigeste er at min lille baby er sund og rask, men hvor er jeg dog glad for at kunne have den fødsel jeg drømte så meget om: naturlig, unden indgreb, uden bedøvelse eller andre slags medicin, i vandet, i mit soveværelse, med min mand, min mor, min søn i et rum lige ved siden af og med resten af familien i huset. At byde Manuela velkommen på en mere naturlig, behagelig og hyggelig måde kan jeg ikke forestille mig at være mulig.
Den sidste stykke tid af denne graviditet var lidt irriterende. Måske på grund af vinteren. At være højgravid om vinteren i Danmark betyder bl.a. at vride sig hver eneste gang man skal tage sko på og af, ikke kunne lukke sine jakker længere og derfor skulle ud og investere i noget nyt og større, som man måske ikke komme til at bruge efter man føder. Jeg vil i hvert fald ikke anbefale at være højgravid om vinteren. Udover de praktiske ubelejligheder, er der også den psykologiske påvirkning af vinteren der spiller her. Kulden, mørket og vores velkendt og ufejlbarlig vinterdepression passer ikke så godt sammen med den allerede skrøbelige humor af en højgravid kvinde, hvis du spørger mig. For at gøre alting endnu værre jeg havde mangel på vitamin D, der gav mig nogle rigtig stærke muskelsmerter.
At have en aktiv to årig lille dreng i huset og en vedvarende søvnløshed havde også en indflydelse på min underskud i de sidste par måneder af denne graviditet. Jeg kunne ikke tage en lur, som jeg gjorde, da jeg var gravid med Lukas.
35 uger.
39 uger
39 uger. Et kys fra storebror.
I uge 29 var vi til en 3D scanning, hvor vi kunne se vores lille pige med flere detaljer.
Vi fandt ud af hun havde store kinder.
At hun havde dobbelt hage.
og havde masser af hår.
Dengang vidste vi allerede at hun ville hedde Manuela og vi glædede os allerede vildt meget.
Jonas og jeg har været enige om at vores børn skulle have ca to års i aldersforskel. I starten af dette år har vi så begyndt på projekt baby nr.2. I april stod jeg så med en positiv graviditetstest i mine hænder.
Vores lykke varede ikke så længe indtil jeg begyndte at får smerter i underlivet om natten. En meget intens smerte der varede længe. Vi ringede til vagtlægen, som kom, men ikke kunne se om noget var galt. Jeg skulle se i løbet af det næste døgn om, der ville ske noget. Jeg fik det samme slags smerte i de følgende par dage og blev sendt på hospitalet for at få lavet en tidlig scanning. Lægerne kunne desværre ikke se noget forster. Det kunne betyde at jeg ikke var så langt henne som jeg troede eller at det var en graviditet uden for livmoderen. Vi skylle vente en uge til at lave en ny scanning, så fosteret havde chance til at udvikle sig nok til at kunne ses på scanningen. En uge uden at vide noget var forfærdelig. Jeg begyndte at tage smertestillende piller før jeg gik i seng for at slippe for smerten. Når det endelig var tid til den nye scanning, fik vi igen det samme resultat. De fandt intet foster, men min livmoder var stor, ligesom det skulle være i en graviditet i den uge som jeg havde regnet jeg var henne. Min hormon niveau til gengæld fordoblede sig ikke som forventet. Vi levede i flere uger i en frygtelig usikkerhed. Til den scanning som skulle være den sidste, før lægerne ville lave en lille indgreb for at tjekke om det handlede om en graviditet udenfor livmoder, fik vi endelig forsteret at se. Vi så også en lille hjerte der bankede, eller… en lille plet der blinkede. Lægerne konkluderede så at jeg ikke var så langt henne som jeg gik og troede. Sikke en lettelse! Denne gang var vi så overlykkelige. Da vi kom ud af scanningsrummet krammede jeg Jonas en lang kram, mens jeg græd nogle tårer, som jeg havde prøvede at holde i de tidligere uger. Tårer af sorg, trods den store lettelse fra scanningen.
Glæde den her gang var ikke helt fri for bekymringer. Skyggen af de uger i usikkerhed blev ved med at være hos mig. I lang tid. Meget lidt i dag, men stadig en skygge. Derfor tog det så lang tid for os til at fortælle om graviditeten. Men jeg vil stadigt dele vores glæde med andre, på trods af nogen skygger. Jeg vil også registrere denne graviditet, ligesom jeg har gjort med den første.
12 uger:
20 uger:
Vi er nu i uge 25. I uge 20 fandte vi ud af det er en pige. ♥ Jeg har termin den 24. december. Jeps, julaften!
Denne graviditet har været meget anderledes end den sidste.
* Min mave voksede noget tidligere. Allerede før 12 uger kunne man se noget og jeg kunne mærke nogle nysgerrige blikke. Da vi endelig fortalte vennerne nyheden, mange sagde at de mistænkte det.
*Min mave føles meget tungere og oppustet.
*Søvnløsheden kom meget tidligere og hyppigere.
* Jeg er overfølsom over for lugte. Nogle gange kan jeg ikke tage skraldet ud, eller tømme Lukas madkassen. Men jeg kan til gengæld skifte Lukas lortebleer uden problemer (desværre).
Lukas virkede i lang tid totalt uinteresseret og ligeglad over for emnet “baby i maven”. Når vi prøvede at snakke med ham om det, lavede han bare som om han ikke kunne høre og prøvede hurtigt at finde noget andet at lave. Men for nogle uger siden, da vi skiftede ham på puslebordet, løftede han min bluse, aede min mave og tilbød sutten til maven. ♥ Det var først der at vi kunne se at han fattede noget af det vi havde prøvet at forklare. Nu når jeg spørger “Lukas, hvor er babyen?”, peger han så på min mave.
Vi er nysgerrige for at se hvilken slags storebror Lukas komme til at være. Jeg er særlig nysgerrig for at se om hun vil ligne sin mor, for at kompensere hvor lidt Lukas gør.
Her vil jeg … bøger og fora jeg læste og fulgte med da jeg var gravid om graviditet og fødsel.
I vores første konsultation med min læge gav hun os Graviditet, fødsel og den nye familie 2008, som alle gravide i Danmark får. Udover den, købte vi også Politikens graviditetsbog, Lene Skou Jensen, som er lidt mere detaljeret.
Jeg har også købte, længe før jeg blev gravid, den berømte bog af Vicki Iovine, Gravid, eller The Girlfriends' Guide to Pregnancy på engelsk. Hun fortæller i bogen om hendes oplevelse om at være gravid og at føde (hun har 4 børn) på en meget underholdende måde.
Udelukkende om fødsel har jeg læst Aktiv Fødsel, af Janet Balaskas, som er helt fantastisk! Den er baseret på mange fødselsberetninger og fortæller hvordan man (som selv titlen af bogen siger) føde aktivt. Bogen giver fif, der hjælper kvinden at forstå, hvad sker i kroppen under graviditeten og fødslen og om hvad kviden selv kan lave for at gøre processen nemmere og for at opleve den på en mere bevidst måde. Bogen er fyldt med billeder der viser processerne og mange beretninger.
To fora har været helt uundværlig for mig: Babyklar og Min-mave. Dem har jeg brugt dagligt, ikke kun under graviditet, men også nu.
Jeg har altid været bange for idéen om at føde. Men samtidig havde jeg ingen tvivl om, at jeg ville føde normalt. I Brasilien er det desværre mest almindeligt at føde ved kejsersnit af utallige grunde, bl. a. fordi mange kvinder er bange for smerter, fordi det er mest bekvemt for lægerne at vide præcist hvornår de skal arbejde, men også fordi der findes en generel formodning at kejsersnit er mere moderne, sikkert og selvføgelig, det allerbedste, smertefri. Selvom jeg også er bange for smerte, havde jeg alligevel lyst til at føde normalt. Tanken om at det først ville ske i en meget fjern fremtid trøstede mig. Men den fjerne fremtid endte med at komme.
Da jeg fik at vide, at jeg var gravid, besluttede jeg mig for, at forberede mig ordentligt til den store dag. Det betød, at jeg ville få alle de oplysninger jeg kunne om at føde, læse forskellige fødselsberetninger fra folk, der var klar over hvad en normal og aktiv fødsel betød, og til sidst, undersøge hvordan den slags fødsel er betragtet her i Danmark, eftersom det var her jeg skulle føde. Jeg var tilfreds over at opdage at den type fødsel, som jeg begyndt at foretrække, var meget tæt på den danske måde at gør det.
Jeg bestemte mig for at tage et fødselsforberedelseskursus for at få at vide, hvad jeg kunne forvente – i detaljer. Det var guld værd! Der har jeg lært meget om fødslen, om forskellige typer smertelindring, forskellige stillinger under veerne, fødestillinger, etc. Det var dejligt at kunne stille spørgsmål med det samme til lærerene, en afspænding-pædagog for det meste og, en jordemoder. Kurset var rettet mod par og Jonas var med. I starten var han mest med for at gøre mig glad, men allerede på den første dag, indså han hvor spændende det var, og blev meget glad for det. Han stillede alle mulige tekniske spørgsmål – min søde nørde mand.
Efter at have læst flere bøger, fora på nettet, og have snakket med min jordemoder, læge, mine veninder som er mødre, min mor og Jonas, selvføgelig, fik jeg en bedre idé om mine præferencer til Lukas' fødsel, hvad jeg endelig kunne tænke mig for den store dag. Jeg ville prøve en normal fødsel, med meget lidt (eller uden) indgriben, og i vandet, hvis muligt. Men samtidig ville jeg prøve at huske at respektere mine grænser, især hvis tingene ikke foregik som forventet.
Selvom jeg vidste at min mor havde født hurtigt, ville jeg helst forberede mig til en lang fødsel. Jeg spurgte min jordemoder og på kursus om muligheden at jeg ville føde lige som min mor, men jeg hørte at det er umuligt at forudse, fordi der ikke findes noget statistik over det. Selv en samme kvindes fødsler kan være så forskellige. Det er bare svært at vide. Derfor besluttede jeg mig for at forberede mig til en lang fødsel. Hvis det var kort, ville det bare være nemmere, troede jeg…
Søndag, den 24. august, 3 dage for termin, var jeg på altanen sammen med mine forældre, da jeg begyndte at få lidt ondt i maven, som jeg troede bare var luft. På et besøg på toiletet så jeg noget tegnblødning, og kaldte diskret på Jonas for at ikke forurolige mine forældre. Vi blev enige om, at jeg skulle have et bind på, for at se hvor meget vand, der ville komme ud, som vi havde lært på forberedeslseskursus. Klokken 15:45 begyndte jeg at få veer, som mindede om stærke menstruationssmerter. Vi begyndte at skrive tidspunkterne ned. Der var kun 3 minutter mellem veerne. Vi havde lærte på kursus, at når veerne har 5 minutters interval så kan man godt tage på hospitalet. Jeg blev lidt bekymret, for mine veerne havde så kort interval, så ringede vi til Skejby. Jordemoder overbevidste os, at vi skulle vente lidt mere og være sikre på, at veerne var regelmæssige. Vi aftalte også at vi ville ringe før vi tog af sted. Jeg fortalt ine forældre jeg havde veer og skulle lige forklare hvorfor vi ikke skulle skynde os afsted, som man gør i Brasilien. Jeg tog en varm bad, som var dejligt afslappende. Vi ventede cirka en halv time, hvor vi skrev tidspunkterne af hver ve ned. Vi kunne se at, der var nu kun to et halvt minut mellem veerne. Jonas var en dejlig hjælper og støttede mig med vejrtrækning. Når jeg havde ve, holdt han mig og trak vejr sammen med mig for at holde mig i gang. Nogle veer var så stærke, at det var svært at beholde roen. På et tidspunkt blev jeg sur på Jonas og råbte: "Du må ikke puste på mit hoved!!!". Han vendte hovede og begyndte at puste til siden, mens han blev ved med at holde mig. Det var så sød og sjov på en gang, at det endte med at få mig til at grine.
Lige pludselig blev veerne meget stærkere og jeg opdagede at jeg begyndte at være meget fjern. En af bøgerne jeg havde læst om fødsel delte den i 5 faser (Politikens graviditetsbog, Lene Skou Jensen). Jeg kunne godt mærke at jeg havde nået fasen nr. 2 fra bogen, den aktiv fase, fordi jeg følte mig så fjern og kunne ikke rigtigt kommunikere med omverden. Det var svært at snakke med mig under en ve. Jeg blev bekymret over hyppigheden af veerne og dikterede at vi skulle tage til Skejby med det samme. Jonas begyndte at gennemgå listen jeg havde lavet til, hvad der skulle være i kufferten, men veerne var så stærke at jeg ikke lod ham gør det færdig. Vi skulle bare afsted!
Da vi skyndte os at putte tingene i bilen, glemte vi at ringe til hospitalet. I bilen, på vej til Skejby, veerne blev så stærke at jeg ikke kunne koncentrere mig så godt på vejrtrækning. Jeg begyndte at lave nogle dyb lyde af smerte. Jonas prøvede at sagde gentagende gange: "Husk at træk vejr, Cátia! Kom så! Træk vejr!", indtil jeg mistede tålmodligheden og skreg: "Hold nu op! Jeg gør den bedste jeg kan! Du stresser mig!". Men så snart veen var slut, undskyldte jeg mig, for han ville jo bare hjælpe, min stakkels mand.
På hospitalet tog vi direkte til 1. sal, hvor fødselsstuerne er, og ikke til modtagelsesrummet, som vi skulle. På gangen ved fødselsstuerne ringede sekretæren til jordemoderen, så vi ikke behøvede gå ned igen. De minutter jeg ventede på jordemoder virkede som en evighed, men ifølge Jonas varede det kun et par minutter. Men der, på venteværelset, følte det som om Lukas ville falde ned, hvis jeg gik for meget. Det følte så tungt i bækkenbunden! Jeg havde også mega lyst til at gå på toiletet og lave "nr. 2". Da jordemoder kom, var hun lidt sur at vi ikke havde ringede, før vi tog afsted. På vej ind i modtagelsesrummet var jeg allerede ved at tage mine trusser af, men hun stoppede mig og forklarede at jeg skulle bare undersøges. Jeg lå, og hun begyndte at prikke min mave og lytte på Lukas' hjerte med en doppler. Jeg fortalte, jeg havde allerede lyst til at presse, men hun sagde jeg skulle lige tage det med ro, fordi det var bare en undersøgelse. Til min stor lettelse bad hun mig om at tage mine trusser af. Med store øjne sagde hun at jeg var 10cm åbent og var klar til at føde. Selvom jeg vidste at jeg var nok i en sent fase, blev jeg alligevel overrasket. Jeg spurgte om jeg kunne begynde med at presse, hvor hun fortalte at vi faktisk skulle flytte til en fødselsstue. Jeg løb asted uden trusser eller noget på gangen. Jordemoder løb efter mig og prøvede at dække mig mens hun spurgte om det var ok jeg var næsten nøgen midt på gangen. Jeg fik ikke chance til at svare, for jeg var midt i en ve, men tænkte: "Jeg er fuldstændig ligeglad om hele verden ser min bare røv lige nu. Jeg vil bare føde min søn!".
I fødselsstuen præsenterede jordemoderen mig til en anden jordemoder som skulle assistere mig sammen med en sygeplejerske. Mens jeg var gravid, var jeg lidt bekymret over at ikke have min egen jordemoder til min fødsel og det endte jeg ikke med at have. Men heldigvis var hende som jeg fik fantastisk. Jeg prøvede at beholde roen og koncentrere mig godt for at følge hendes råd så godt jeg kunne. Den første af dem var at jeg skulle holde mine ben med mine arme og trække dem mod min krop, når jeg fik en ve. Jeg troede at pressefasen var en konstant arbejde for at presse, ligesom man pleje at se på fjernsyn. Men nej. Veerne varede mindre end en minut og jeg pressede 3 gange i hver ve. Min stilling virkede som om at have hjulpet mig at bruge alle min krops kræfter. Intervaller varede flere minutter, eller sådan virkede for mig. Lange minutter, hvor jeg slappede helt af. Det følte som om hver enest muskel af min krop blev slukket og jeg ville falde i søvn. Jeg kan huske at jeg sagde til jordemoderen at jeg ville falde i søvn, og hun sagde at skulle ikke tænke på det, for den næste ve ville i hver fald vække mig alligevel. Det var i intervaller, at jeg kunne mærke Jonas' tilstedeværelse. Han havde altid et sødt ord og bekræftede, hvor god jeg var. Det var også midt i en interval at jeg hørte Jonas kommentere at Lukas' hår var mørkt. Jeg rykkede mig frem og så jordemoder trække hans hår og rette det efter en punk stil. "Det er mørkt og langt", sagde hun. Det var en dejlig lettelse at se hans hoved. Endelig var det surrealistisk begivenhed virkeligt ved at ske.
Jordemoderen sagde at hun kunne se at Lukas hoved vendte til siden og ikke med næsen mod min ryg, som den skulle, og det kunne gøre det sværere for mig. Jeg blev ved med at presse, og så jordemoder gør en sprøjte og en lille saks klar. Bageefter spurgte hun, hvad jeg fortrak: 1) vente og blive ved med at presse; 2) at hun hjalp med at dreje hans hoved; eller 3) episiotomi, som er en snit i mellemkødet for at give plads til barnets passage. Jeg sagde, at jeg foretrak at hun hjalp med at dreje hans hoved. Hvad jeg ikke vidste var, at hun ville bruge to fingre til at trække mellemkødet ned, og derefter dreje hans hoved med den anden hånd. Jeg kan huske, at hun bad mig om at presse alt det jeg kunne, mens hun gjorde denne manøvre, men smerten var så stærk, at hele mit forsøg til at presse mislykkedes. Heldigvis gav manøvren resultat og efter nogle få veer kom Lukas' hoved ud. Jordemoder spurgte Jonas, om han ville klippe navlestrengen, fordi det skulle være med det samme, eftersom den var rundt om Lukas' hals. Jonas takkede nej, og hun klippede den meget hurtigt, mens hans krop lå stadig inde i mig. Hans krop kom ud i den følgende ve, meget nemmere end hovedet.
Klokken 18:19 kom Lukas direkte til min bryste, stadig dækked af blod og fostervand. Mor og far her kunne ikke lade være med at græde. At se den lille væsen helt rynket, men helt perfekt lige foran os var magisk. Vores søn kom til verden og var lige der, vi kunne endelig kramme ham. Det var svært at fatte. Øjeblikets magi blev afbrudt af sygeplejerske, som syntes Lukas så lidt for bleg ud. Jonas jokede med, at det ikke kunne være en stor overraskelse, da han var sin fars søn. Men de skulle tjekke om alt var ok, for han havde været født i 5 minutter, men havde ikke rigtigt græd ordentlig. En børnelæge blev kaldt. Hun undersøgte ham, fik ham til at græde og sagde at han havde det fint. Jordemoderen hjalp mig med at føde moderkagen. Til min store overraskelse skulle jeg ikke blevet syet. Bagefter kom Lukas tilbage til mig og ammede for første gang.
Lukas' fødsel var langt fra hvad jeg havde forventet. Det var næsten uden indgriben, som jeg ville. Jeg fik ikke nogen bedøvelse. Den eneste indgriben var manøvren for at trække mellemkødet ned for at dreje Lukas' hoved, som ærligt talt, jeg ved ikke helt om jeg ville gå med til igen. I forhold til bedøvelse, jeg er glad for at jeg ikke fik det, men på den anden side, jeg skal indrømme at det var rent "held", for fødslen var jo så hurtigt (to en halv time). Hvis jeg skulle have gennemgået, hvad jeg gjorde i f. eks. 10 timer mere, ville jeg helt bestemt have haft noget. Men jeg er meget glad for at have født normalt. Jeg glæder mig allerede til næste gang!
Lukas blev født i går (24/08/08), kl. 18:19 med 3.540 gram og 53 cm.
Fra da veerne startede indtil han kom til verden, tog det kun to og halv time. Det var en lyn fødsel!
Vi er nu på patienthotellet, fordi vi vil sikre os at de første dage med amning lykkes, før vi tager hjem. Det går rigtigt godt indtil videre. Vi er alle 3 meget glad og nyder hver eneste sekund af vores nyt liv sammen.
Jeg regner med at skrive en beretning af fødslen, når jeg kommer hjem om et par dage.
Jeg har fået mange nysgerrige beskeder fra folk (på min portugisiske blog), der ville vide lidt mere om Lukas' kommode. Hvad vi har lavet, hvor vi har købt den, om vi har selv tegnet dyrene eller købt dem. Ja right! Som om vi har evnen til at tegne så flot!
Selvom alle mine to læsere ved præcis, hvad vi har lavet og hvor kommoden kommer fra, vil jeg alligevel fortælle det samme her. Kommoden er faktisk gammel, måske fra 70'erne, hvis man dømte fra dens udseende. En af Jonas' onkel gav den til os. Vi har blot malet den hvid og skiftet håndtag til noget lidt sjovere.
Vi ville lave noget sjovt i Lukas' værelse, med tegninger. Vi syntes, det var smartere at sætte tegninger på kommoden i stedet for væggen, fordi det vil gøre værelset mere fleksibelt. Vi kunne, fx., ændre møblernes position uden at bekymre os med noget sat fast på væggen. Vi fandt dyrenes klistermærkerne, da vi var på tur i Prag. Hvis man søger efter vægge klistermærker, Wallies eller Wallstikers på google, vil man finde mange flotte ting.
Jeg besøger tit nogle hjemmesider om dekoration og indretning for at hente inspiration. Især på Apartment Therapy som har en del til børneværelse, som hedder Nursery. Siden giver mange tips og råd til indretning. Den bedste, efter min mening, er det, der hedder House Tours eller Nursery Tours, som er læsere, der sender billeder af deres indretning og forklarer, hvordan de har lavet og giver tips. Mange af de indretninger på hjemmesiden er alt for minimalistisk for mig. Jeg kan bedre lide noget mere rustik, som jeg betragter som hyggeligere. Min favorit børneværelse fra hjemmesiden er det her. Er det ikke bare flot den der vægge med dyrene? I det her tilfælde var det dem, barnets forældre selv, der har malet det.
Den 20. juli lavede mine brasilianske veninder i Århus og min danske familie en baby shower til mig (eller til Lukas, det er lidt svært at afgøre). Det var en dejlig søndag, med dejlig mad, dejlige mennesker og flotte gaver.
I de sidste 4 dage har jeg været syg, i behandling for en blærebetændelse, som har slået mig ned. Det var først gange siden jeg blev gravid, at en ubehagelighed har været virkeligt ubehageligt.
Ifølge det jeg har læst, er forekomsten af blærebetændelse hos gravide høj. Der er åbenbart 4 slags blærebetændelse. Den, jeg fik, er mest almindelig i slutningen af graviditeten. Det første symptom, der dukkede op, var rigtig mange plukveer i timen, hele dagen. I løbet af lørdagen, begyndte jeg at få en stærk smerte i ryggen, som jeg faktisk senere fandt ud af, det var nyren. Bagefter begyndte jeg at få feber, smerter i resten af kroppen og kvalme.
Der var 4 ubehagelige dage, hvor jeg omhyggeligt tog den medicin jeg skulle have, mens jeg håbede betændelsen ville lade mig og min søn være i fred. Jeg har det meget bedre i dag. I morgen skal jeg spørge min læge, om jeg skal fortsætte behandlingen. Jeg vil bare have det overstået, så kan jeg få min ro tilbage.
♦ Trætheden er tilbage. Min energi er ikke den samme længere. Jeg sover meget mere end normalt, lige som jeg gjorde i starten af graviditeten. Sommetider føler jeg mig som en 100 årig dame, som går super langsomt og har ondt i bækken for ingen ting.
♦ Ryggen lider også i denne her periode af graviditeten. Det virker som om rygsøjlen prøver at finde en ny balance på grunde af mavens vægt, og på den måde flytter den sig sådan her. Det generer ryggen. For en der har scoliosis i forvejen som mig, er situationen ikke bedre. Men hvis man undgå at overanstrenge dette område, kan man også godt undgå ubehageligheder.
♦ Lukas' bevægelser som jeg mærker nu, er ikke bare spark længere. Der er hele hans krop. Jeg kan mærke hans lille krop flytte sig, strække sig og vende sig. Det er lidt sjovt, når det sker, for nu ligner det denne alien film. Det virker som om Lukas er ved at løbe tør for plads, for han skubber nogle gange mine ribben og av! det gør ondt! Jeg prøver at rette mig op alt det jeg kan for at give ham nogen plads. Nogle gange hjælper det og nogle gange gør det ikke.
♦ Sommetider drømmer jeg, at jeg vågner og min mave ikke er der. Jeg bliver mega trist og græder. Det er som et tegn på, jeg kommer til at savne den del af min krop som er min, men samtidig ikke er min egen. Jeg vil bare prøve at nyde det så meget som muligt, mens jeg kan.
♦ Min navle, som var et dybt hul, er nu en lille knap. Det er først gang, jeg bliver præsenteret til den inderste del af min navle og vi er ikke særligt intime endnu. Jeg udforsker tit denne mørke knap, som sprang på min mave. Narcissist? Mig?
Det er ikke kun afslappende, men det virker også dejligt smertelindring at være i vandet. I det øjeblikket kom Jonas’ bror for at hjælpe at passe Lukas, som ikke er så vant til at være sammen med mine forældre. Farbroren er Lukas’ store helt, så for ham ville være nemt at holde Lukas optaget i stuen, mens vi ventede på Manuela kom i soveværelset. Det var godt at farbroren kom, fordi lidt efter begyndte jeg at få udvidelsesveer. Veerne begyndte så at komme med nogle kortere mellemrum, men jeg fortsat rolig og sludrede med jordemoderen og min mor og virkede som tolk mellem dem. Jonas holdte min hånd og krammede mig hver gang jeg fik en ve, men var stadigt optaget med nogle praktiske detailjer og smuttede en gang i mellem fra min side for at ordne noget i stuen eller køkkenet. På et tidspunkt sagde han, at han ville lige fortælle sin bror, hvor Lukas’ gave fra os var gemt, så han kunne få den, hvis han blev lidt umulig. Der holdte jeg godt fast i hans hånd og sagde at han ikke skulle noget sted længere. Jeg kunne mærke at presseveerne var ved at nærme sig. Jonas stod på knæ ved siden af mig udenfor karret, mens han holdte min hånd og krammede mig. Jordemoderen stod også på knæ foran mig. Min mor stod bag jordemoderen. Jordemoderen var så rolig at det virkede som om hun ikke var til stede. Jeg mærkede kun hendes tilstedeværelse, når det virkeligt gjaldt (og det mener jeg som en stor kompliment!). På et tidspunkt spurgte jeg hende, måske forvirret pga. smerterne, om jeg skulle presse. Hun svarede at min krop ville vide præcis hvornår. Jeg ved ikke engang om jeg smilede, men jeg kan tydelig huske at jeg grinede, i hvert faldt invendig af mig selv og mit spørgsmål. Jeg kunne virkeligt godt lide hendes svar, så oplagt, så naturlig, som fik mig til at huske en af grunde, der gjorde at vi valgt en hjemmefødsel. Hendes svar hjalp mig til at slappe af igen og fokusere på tegnene min krop sendte mig. Jeg var nemlig ikke i tvivl, da jeg skulle presse.
med hende var en drøm for mig, og det gjorde mig virkelig lykkelig, at se hvor glad hun var for at være der. Manuelas hovede kom ud i den følgende ve. Den er uden tvivl den meste smertefuld del af fødslen, men jeg kan huske at jeg tænkte at i det mindste sved det ikke så meget denne gang som det gjorde til Lukas’ fødsel. Måske på grund af vandet? Efter to veer mere kom også hendes lille krop. Jordemoderen hjalp med at tage hende op ad vandet og op til mig. Den 24/12/10 kom Manuela til verden med 4200g og 54cm. Jeg kiggede på hende stadigt lidt overrasket over hvor hurtigt og nemt alt var gået. Jonas græd, min mor græd, mens jeg holdte og betragte denne lille bitte krop, helt rynket og dækket med fedtet fra fostervandet. Så viskede jeg på portugisisk: “Hej lille baby. Så var det dig der boede i min mave al den tid? Jeg er mor”. Hun græd og jeg ville amme hende, men kunne ikke finde en position til det. Jeg kunne ikke længere huske hvordan man holder sådan en lille bitte krop. Der grinte jeg af mig selv igen. Jeg kan ikke huske hvor lang tid, det tog fra hun kom op til mig til at vi kom ud af karret. Det virkede som en evighed, hvor jeg studerede hver eneste centimeter af hendes krop og prøvede at overbevise mig selv om at alt var virkeligt sket som det gjorde. Men samtidig ved jeg også at det ikke tog så lang tid, da jeg stadigt skulle “føde” moderkagen, og jeg skulle være ud af vandet for at gøre det.
En gentagelse af Lukas’ fødsel, tænkte jeg. Jordemoderen fortalte at at føde svarer til at løbe en marathon for musklerne. Jeg ryster som en gal når jeg føder netop fordi jeg er i så dårlig form. Jeg lagde mig i seng og pressede moderkagen ud forholdsvis hurtigt. Liggende i sengen fandt jeg en god position til at amme Manuela. På det tidspunktet kom Lukas ind, nysgerrig over lyden af gråd, som han kunne høre ud fra stuen. Den første gang broren møder sin søster. Nu begyndte jeg også at græde. Min lille søn, som nu virker så stor, så meget større end han var for få timer tidligere, kigger nysgerrig på sin søster. Søster. Hvad er det? Forstår han det? Han betragte hende længe, spurgte et par ting i sit sprog, som vi endnu ikke forstår så meget af og aede hende lidt på hovede.
Vi ville lave noget sjovt i Lukas' værelse, med tegninger. Vi syntes, det var smartere at sætte tegninger på kommoden i stedet for væggen, fordi det vil gøre værelset mere fleksibelt. Vi kunne, fx., ændre møblernes position uden at bekymre os med noget sat fast på væggen. Vi fandt dyrenes 
♦ Trætheden er tilbage. Min energi er ikke den samme længere. Jeg sover meget mere end normalt, lige som jeg gjorde i starten af graviditeten. Sommetider føler jeg mig som en 100 årig dame, som går super langsomt og har ondt i bækken for ingen ting. 
