I går var Lukas og Manuelas bedstefars fødselsdag og vi fejrede det (og det gode vejr) med ham.

Billeder af dagen:

Bedstefar med nyeste barnebarn:

Kagemand

Familien nyder solen:

Faster Lykke og Lukas løber en tur:

Jonas og Farbror Emil er helt skøre og går rundt med jakker på. Pff…

Lukas blev noget skuffet at det ikke kom vand ud af slangen.

Far viser Lukas hvordan man klatrer i træet.

Da vi kom hjem skulle vi også ud og nyde de sidste par timer med solen.

Vejrudsigten for i dag:

Lad os bare håbe på at det virkelig bliver 17 graders varmt så familien kan igen nyde livet udenfor huset!

Jonas og jeg har været enige om at vores børn skulle have ca to års i aldersforskel. I starten af dette år har vi så begyndt på projekt baby nr.2. I april stod jeg så med en positiv graviditetstest i mine hænder.

Vores lykke varede ikke så længe indtil jeg begyndte at får smerter i underlivet om natten. En meget intens smerte der varede længe. Vi ringede til vagtlægen, som kom, men ikke kunne se om noget var galt. Jeg skulle se i løbet af det næste døgn om, der ville ske noget. Jeg fik det samme slags smerte i de følgende par dage og blev sendt på hospitalet for at få lavet en tidlig scanning. Lægerne kunne desværre ikke se noget forster. Det kunne betyde at jeg ikke var så langt henne som jeg troede eller at det var en graviditet uden for livmoderen. Vi skylle vente en uge til at lave en ny scanning, så  fosteret havde chance til at udvikle sig nok til at kunne ses på scanningen. En uge uden at vide noget var forfærdelig. Jeg begyndte at tage smertestillende piller før jeg gik i seng for at slippe for smerten. Når det endelig var tid til den nye scanning, fik vi igen det samme resultat. De fandt intet foster, men min livmoder var stor, ligesom det skulle være i en graviditet i den uge som jeg havde regnet jeg var henne. Min hormon niveau til gengæld fordoblede sig ikke som forventet. Vi levede i flere uger i en frygtelig usikkerhed. Til den scanning som skulle være den sidste, før lægerne ville lave en lille indgreb for at tjekke om det handlede om en graviditet udenfor livmoder, fik vi endelig forsteret at se. Vi så også en lille hjerte der bankede, eller… en lille plet der blinkede. Lægerne konkluderede så at jeg ikke var så langt henne som jeg gik og troede. Sikke en lettelse! Denne gang var vi så overlykkelige. Da vi kom ud af scanningsrummet krammede jeg Jonas en lang kram, mens jeg græd nogle tårer, som jeg havde prøvede at holde i de tidligere uger. Tårer af sorg, trods den store lettelse fra scanningen.

Glæde den her gang var ikke helt fri for bekymringer. Skyggen af de uger i usikkerhed blev ved med at være hos mig. I lang tid. Meget lidt i dag, men stadig en skygge. Derfor tog det så lang tid for os til at fortælle om graviditeten. Men jeg vil stadigt dele vores glæde med andre, på trods af nogen skygger. Jeg vil også registrere denne graviditet, ligesom jeg har gjort med den første.

12 uger:

20 uger:

Vi er nu i uge 25. I uge 20 fandte vi ud af det er en pige. ♥ Jeg har termin den 24. december. Jeps, julaften!

Denne graviditet har været meget anderledes end den sidste.

* Min mave voksede noget tidligere. Allerede før 12 uger kunne man se noget og jeg kunne mærke nogle nysgerrige blikke. Da vi endelig fortalte vennerne nyheden, mange sagde at de mistænkte det.

*Min mave føles meget tungere og oppustet.

*Søvnløsheden kom meget tidligere og hyppigere.

* Jeg er overfølsom over for lugte. Nogle gange kan jeg ikke tage skraldet ud, eller tømme Lukas madkassen. Men jeg kan til gengæld skifte Lukas lortebleer uden problemer (desværre).

Lukas virkede i lang tid totalt uinteresseret og ligeglad over for emnet “baby i maven”. Når vi prøvede at snakke med ham om det,  lavede han bare som om han ikke kunne høre og prøvede hurtigt at finde noget andet at lave. Men for nogle uger siden, da vi skiftede ham på puslebordet, løftede han min bluse, aede min mave og tilbød sutten til maven. ♥ Det var først der at vi kunne se at han fattede noget af det vi havde prøvet at forklare. Nu når jeg spørger “Lukas, hvor er babyen?”, peger han så på min mave.

Vi er nysgerrige for at se hvilken slags storebror Lukas komme til at være. Jeg er særlig nysgerrig for at se om hun vil ligne sin mor, for at kompensere hvor lidt Lukas gør.

Lukas og jeg har nydt 3 uger i Brasilien med min familie i marts. Lille far blev i Danmark, fordi han havde lige skiftet arbejde og kunne ikke have ferie så tidligt. Lukas var et halvt år gammel (blev 7 der). Det var anden gang mine forældre så ham, men det var første gang for resten af familien.

Det var nogle travle 3 små uger. For Lukas var det bare en stor fest. Masser af mennesker hele tiden og alt den opmærksom han kunne bruge. Min bekymring om at han ville måske være ked af det sammen med fremmed menneske i et fremmed sted var helt væk efter de første par dage. Han var bare glad, hele tiden. Det var dejligt at se ham så glad i mit hjem, hans hjem nr 2. Det var også dejligt at min familie kunne møde ham sådan, så fuld af energi, så glad.

På grund af varmen var han kun iført ble og tog mange bade i løbet af dagen. De fleste af dem var i badebassinet hans morfar gav ham.

Der var mange arrangementer, som vi skulle være med: middage, grillfester, barndåb… Jeg kunne møde mange menneske og se de nye babyer. Men ligesom alle de andre gange jeg har været hjemme i Brasilien,  fik  jeg ikke set alle som jeg havde lyst til, eller har ikke lavet alle de ting jeg ville. Det blev bare skubbet til næste gang, igen. Men til gengæld har jeg set venner som jeg ikke havde set sidste gang. Det hjælper på det…

At være tilbage i Danmark plejer at få en stor hjemve frem i mig, sammen med dårlig samvittighed over ikke at have mødt de menneske og ikke have lavet de ting jeg ville. Pudsigt nok havde jeg denne gang næsten ingen hjemve og den dårlig samvittighed var meget lettere at håndtere. Lukas gav lige pludselig en stor mening for mig til at være i Danmark. Jeg kom tilfreds for at få min søn tilbage i sit hjemme, tilbage til sin far. At kunne mærke freden jeg hvade med mig selv og med situationen var en fornøjelse. Tak for det, Lukas!

Tusind tak for overraskelsen! 

Nogle billeder af dagen:

Buuuuu…. Gid det var mig!

Nej… Det er meget spændende at hun er i min by nu med min familie og ser de ting jeg plejede at se til hverdag. Min familie går helt amok med hende der. De vil vise alt muligt og besøge alt muligt steder sammen med hende. Det er sjovt. Der er ingen, der kan udtale hendes navn. Jeg gætter på, hun bliver kaldt Luca hele tiden.

Jeg håber virklig, at hun har det sjovt der med min skør familie, der kan nogle gang virker som om de kommer ud fra en Almodóvar film.

Jeg mener det på en sød måde selvføgelig.

Det er til gengæld super dejligt at være hjemme med mor, far og brødre. De driller og forkæler mig alt det de kan. Det er nemt at blive vant til det.  

Jeg har mødt min nieces datter, som er den roligeste baby i hele verden. Sover hele natten, græder næsten aldrig og smiler hele tiden. Sådan én ville jeg gerne bestille. 

Jeg prøver at nyde min tid her alene for at møde familie og venner og snakke løs, uden at jeg skal være tolk og guide. Men jeg glæder mig også helt vildt meget til på fredag, når Jonas kommer. 

Øh, hvad??? Solen skinner lige nu! Jeg skal løøøøbe!

Glædelig Jul til alle sammen!