I vores første konsultation med min læge gav hun os Graviditet, fødsel og den nye familie 2008, som alle gravide i Danmark får. Udover den, købte vi også Politikens graviditetsbog, Lene Skou Jensen, som er lidt mere detaljeret. 

Jeg har også købte, længe før jeg blev gravid, den berømte bog af Vicki Iovine, Gravid, eller The Girlfriends' Guide to Pregnancy på engelsk. Hun fortæller i bogen om hendes oplevelse om at være gravid og at føde (hun har 4 børn) på en meget underholdende måde.

Udelukkende om fødsel har jeg læst Aktiv Fødsel, af Janet Balaskas, som er helt fantastisk! Den er baseret på mange fødselsberetninger og fortæller hvordan man (som selv titlen af bogen siger) føde aktivt. Bogen giver fif, der hjælper kvinden at forstå, hvad sker i kroppen under graviditeten og fødslen og om hvad kviden selv kan lave for at gøre processen nemmere og for at opleve den på en mere bevidst måde. Bogen er fyldt med billeder der viser processerne og mange beretninger.

To fora har været helt uundværlig for mig: Babyklar og Min-mave. Dem har jeg brugt dagligt, ikke kun under graviditet, men også nu.

Andre links som jeg tit bruger:

Net jordemoder

Net sundhedsplejerske

Amme net

Sunde Børn

Syge Børn

Da jeg fik at vide, at jeg var gravid, besluttede jeg mig for, at forberede mig ordentligt til den store dag. Det betød, at jeg ville få alle de oplysninger jeg kunne om at føde, læse forskellige fødselsberetninger fra folk, der var klar over hvad en normal og aktiv fødsel betød, og til sidst, undersøge hvordan den slags fødsel er betragtet her i Danmark, eftersom det var her jeg skulle føde. Jeg var tilfreds over at opdage at den type fødsel, som jeg begyndt at foretrække, var meget tæt på den danske måde at gør det.

Jeg bestemte mig for at tage et fødselsforberedelseskursus for at få at vide, hvad jeg kunne forvente – i detaljer. Det var guld værd! Der har jeg lært meget om fødslen, om forskellige typer smertelindring, forskellige stillinger under veerne, fødestillinger, etc. Det var dejligt at kunne stille spørgsmål med det samme til lærerene, en afspænding-pædagog for det meste og, en jordemoder. Kurset var rettet mod par og Jonas var med. I starten var han mest med for at gøre mig glad, men allerede på den første dag, indså han hvor spændende det var, og blev meget glad for det. Han stillede alle mulige tekniske spørgsmål – min søde nørde mand.

Efter at have læst flere bøger, fora på nettet, og have snakket med min jordemoder, læge, mine veninder som er mødre, min mor og Jonas, selvføgelig, fik jeg en bedre idé om mine præferencer til Lukas' fødsel, hvad jeg endelig kunne tænke mig for den store dag. Jeg ville prøve en normal fødsel, med meget lidt (eller uden) indgriben, og i vandet, hvis muligt. Men samtidig ville jeg prøve at huske at respektere mine grænser, især hvis tingene ikke foregik som forventet.

Selvom jeg vidste at min mor havde født hurtigt, ville jeg helst forberede mig til en lang fødsel. Jeg spurgte min jordemoder og på kursus om muligheden at jeg ville føde lige som min mor, men jeg hørte at det er umuligt at forudse, fordi der ikke findes noget statistik over det. Selv en samme kvindes fødsler kan være så forskellige. Det er bare svært at vide. Derfor besluttede jeg mig for at forberede mig til en lang fødsel. Hvis det var kort, ville det bare være nemmere, troede jeg…

Søndag, den 24. august, 3 dage for termin, var jeg på altanen sammen med mine forældre, da jeg begyndte at få lidt ondt i maven, som jeg troede bare var luft. På et besøg på toiletet så jeg noget tegnblødning, og kaldte diskret på Jonas for at ikke forurolige mine forældre. Vi blev enige om, at jeg skulle have et bind på, for at se hvor meget vand, der ville komme ud, som vi havde lært på forberedeslseskursus. Klokken 15:45 begyndte jeg at få veer, som mindede om stærke menstruationssmerter. Vi begyndte at skrive tidspunkterne ned. Der var kun 3 minutter mellem veerne. Vi havde lærte på kursus, at når veerne har 5 minutters interval så kan man godt tage på hospitalet. Jeg blev lidt bekymret, for mine veerne havde så kort interval, så ringede vi til Skejby. Jordemoder overbevidste os, at vi skulle vente lidt mere og være sikre på, at veerne var regelmæssige. Vi aftalte også at vi ville ringe før vi tog af sted. Jeg fortalt ine forældre jeg havde veer og skulle lige forklare hvorfor vi ikke skulle skynde os afsted, som man gør i Brasilien. Jeg tog en varm bad, som var dejligt afslappende. Vi ventede cirka en halv time, hvor vi skrev tidspunkterne af hver ve ned. Vi kunne se at, der var nu kun to et halvt minut mellem veerne. Jonas var en dejlig hjælper og støttede mig med vejrtrækning. Når jeg havde ve, holdt han mig og trak vejr sammen med mig for at holde mig i gang. Nogle veer var så stærke, at det var svært at beholde roen. På et tidspunkt blev jeg sur på Jonas og råbte: "Du må ikke puste på mit hoved!!!". Han vendte hovede og begyndte at puste til siden, mens han blev ved med at holde mig. Det var så sød og sjov på en gang, at det endte med at få mig til at grine.

Lige pludselig blev veerne meget stærkere og jeg opdagede at jeg begyndte at være meget fjern. En af bøgerne jeg havde læst om fødsel delte den i 5 faser (Politikens graviditetsbog, Lene Skou Jensen). Jeg kunne godt mærke at jeg havde nået fasen nr. 2 fra bogen, den aktiv fase, fordi jeg følte mig så fjern og kunne ikke rigtigt kommunikere med omverden. Det var svært at snakke med mig under en ve. Jeg blev bekymret over hyppigheden af veerne og dikterede at vi skulle tage til Skejby med det samme. Jonas begyndte at gennemgå listen jeg havde lavet til, hvad der skulle være i kufferten, men veerne var så stærke at jeg ikke lod ham gør det færdig. Vi skulle bare afsted!

Da vi skyndte os at putte tingene i bilen, glemte vi at ringe til hospitalet. I bilen, på vej til Skejby, veerne blev så stærke at jeg ikke kunne koncentrere mig så godt på vejrtrækning. Jeg begyndte at lave nogle dyb lyde af smerte. Jonas prøvede at sagde gentagende gange: "Husk at træk vejr, Cátia! Kom så! Træk vejr!", indtil jeg mistede tålmodligheden og skreg: "Hold nu op! Jeg gør den bedste jeg kan! Du stresser mig!". Men så snart veen var slut, undskyldte jeg mig, for han ville jo bare hjælpe, min stakkels mand.

På hospitalet tog vi direkte til 1. sal, hvor fødselsstuerne er, og ikke til modtagelsesrummet, som vi skulle. På gangen ved fødselsstuerne ringede sekretæren til jordemoderen, så vi ikke behøvede gå ned igen. De minutter jeg ventede på jordemoder virkede som en evighed, men ifølge Jonas varede det kun et par minutter. Men der, på venteværelset, følte det som om Lukas ville falde ned, hvis jeg gik for meget. Det følte så tungt i bækkenbunden! Jeg havde også mega lyst til at gå på toiletet og lave "nr. 2".  Da jordemoder kom, var hun lidt sur at vi ikke havde ringede, før vi tog afsted. På vej ind i modtagelsesrummet var jeg allerede ved at tage mine trusser af, men hun stoppede mig og forklarede at jeg skulle bare undersøges. Jeg lå, og hun begyndte at prikke min mave og lytte på Lukas' hjerte med en doppler. Jeg fortalte, jeg havde allerede lyst til at presse, men hun sagde jeg skulle lige tage det med ro, fordi det var bare en undersøgelse. Til min stor lettelse bad hun mig om at tage mine trusser af. Med store øjne sagde hun at jeg var 10cm åbent og var klar til at føde. Selvom jeg vidste at jeg var nok i en sent fase, blev jeg alligevel overrasket. Jeg spurgte om jeg kunne begynde med at presse, hvor hun fortalte at vi faktisk skulle flytte til en fødselsstue. Jeg løb asted uden trusser eller noget på gangen. Jordemoder løb efter mig og prøvede at dække mig mens hun spurgte om det var ok jeg var næsten nøgen midt på gangen. Jeg fik ikke chance til at svare, for jeg var  midt i en ve, men tænkte: "Jeg er fuldstændig ligeglad om hele verden ser min bare røv lige nu. Jeg vil bare føde min søn!".

I fødselsstuen præsenterede jordemoderen mig til en anden jordemoder som skulle assistere mig sammen med en sygeplejerske. Mens jeg var gravid, var jeg lidt bekymret over at ikke have min egen jordemoder til min fødsel og det endte jeg ikke med at have. Men heldigvis var hende som jeg fik fantastisk. Jeg prøvede at beholde roen og koncentrere mig godt for at følge hendes råd så godt jeg kunne. Den første af dem var at jeg skulle holde mine ben med mine arme og trække dem mod min krop, når jeg fik en ve. Jeg troede at pressefasen var en konstant arbejde for at presse, ligesom man pleje at se på fjernsyn. Men nej. Veerne varede mindre end en minut og jeg pressede 3 gange i hver ve. Min stilling virkede som om at have hjulpet mig at bruge alle min krops kræfter. Intervaller varede flere minutter, eller sådan virkede for mig. Lange minutter, hvor jeg slappede helt af. Det følte som om hver enest muskel af min krop blev slukket og jeg ville falde i søvn. Jeg kan huske at jeg sagde til jordemoderen at jeg ville falde i søvn, og hun sagde at skulle ikke tænke på det, for den næste ve ville i hver fald vække mig alligevel. Det var i intervaller, at jeg kunne mærke Jonas' tilstedeværelse. Han havde altid et sødt ord og bekræftede, hvor god jeg var. Det var også midt i en interval at jeg hørte Jonas kommentere at Lukas' hår var mørkt. Jeg rykkede mig frem og så jordemoder trække hans hår og rette det efter en punk stil. "Det er mørkt og langt", sagde hun. Det var en dejlig lettelse at se hans hoved. Endelig var det surrealistisk begivenhed virkeligt ved at ske.

Jordemoderen sagde at hun kunne se at Lukas hoved vendte til siden og ikke med næsen mod min ryg, som den skulle, og det kunne gøre det sværere for mig. Jeg blev ved med at presse, og så jordemoder gør en sprøjte og en lille saks klar. Bageefter spurgte hun, hvad jeg fortrak: 1) vente og blive ved med at presse; 2) at hun hjalp med at dreje hans hoved; eller 3) episiotomi, som er en snit i mellemkødet for at give plads til barnets passage. Jeg sagde, at jeg foretrak at hun hjalp med at dreje hans hoved. Hvad jeg ikke vidste var, at hun ville bruge to fingre til at trække mellemkødet ned, og derefter dreje hans hoved med den anden hånd. Jeg kan huske, at hun bad mig om at presse alt det jeg kunne, mens hun gjorde denne manøvre, men smerten var så stærk, at hele mit forsøg til at presse mislykkedes. Heldigvis gav manøvren resultat og efter nogle få veer kom Lukas' hoved ud. Jordemoder spurgte Jonas, om han ville klippe navlestrengen, fordi det skulle være med det samme, eftersom den var rundt om Lukas' hals. Jonas takkede nej, og hun klippede den meget hurtigt, mens hans krop lå stadig inde i mig. Hans krop kom ud i den følgende ve, meget nemmere end hovedet.

Klokken 18:19 kom Lukas direkte til min bryste, stadig dækked af blod og fostervand. Mor og far her kunne ikke lade være med at græde. At se den lille væsen helt rynket, men helt perfekt lige foran os var magisk. Vores søn kom til verden og var lige der, vi kunne endelig kramme ham. Det var svært at fatte. Øjeblikets magi blev afbrudt af sygeplejerske, som syntes Lukas så lidt for bleg ud. Jonas jokede med, at det ikke kunne være en stor overraskelse, da han var sin fars søn. Men de skulle tjekke om alt var ok, for han havde været født i 5 minutter, men havde ikke rigtigt græd ordentlig. En børnelæge blev kaldt. Hun undersøgte ham, fik ham til at græde og sagde at han havde det fint. Jordemoderen hjalp mig med at føde moderkagen. Til min store overraskelse skulle jeg ikke blevet syet. Bagefter kom Lukas tilbage til mig og ammede for første gang.

Lukas' fødsel var langt fra hvad jeg havde forventet. Det var næsten uden indgriben, som jeg ville. Jeg fik ikke nogen bedøvelse. Den eneste indgriben var manøvren for at trække mellemkødet ned for at dreje Lukas' hoved, som ærligt talt, jeg ved ikke helt om jeg ville gå med til igen. I forhold til bedøvelse, jeg er glad for at jeg ikke fik det, men på den anden side, jeg skal indrømme at det var rent "held", for fødslen var jo så hurtigt (to en halv time). Hvis jeg skulle have gennemgået, hvad jeg gjorde i  f. eks. 10 timer mere, ville jeg helt bestemt have haft noget. Men jeg er meget glad for at have født normalt. Jeg glæder mig allerede til næste gang!