Hvorfor en hjemmefødsel?

Al den information om fødsel, som jeg havde opslugt, da jeg var gravid med Lukas, fik mig til at tænke på hjemmefødsel allerede dengang, men frygten for det ukendte forhindrede mig i at overveje det seriøst. Takket været min gode og ukomplicerede erfaring med Lukas’ fødsel, og inspireret af en veninde, fik jeg lyst til at prøve en hjemmefødsel denne gang.

Til min første fødsel havde jeg ingen idé om hvordan min fødsel ville foregå. Vil den tage kort eller lang tid? Hvordan ville jeg reagere til smerterne? Denne slags spørgsmål fyldte meget i mit hovede dengang og bare tanken om at være på hospitalet gav mig en illusion af en mulighed om at bede om en epidural blokade, hvis smerterne blev mere dramatiske end jeg havde regnede med. Jeg siger illusion, fordi jeg ville hellere ikke have noget bedøvelse. Jeg ville vente så meget som muligt på at bede om noget i den retning, og jeg vidste, at når man vente så meget, det kan blive for sent for at få en epidural. Men at føle mig tryg var den vigtigeste for mig, så illusionen hjalp. Udover det, var jeg også meget bange for at ikke kunne amme, derfor ville jeg modtage al den hjælp jeg kunne få, og det fik jeg på patienthotellet i Skejby. At tage beslutningen om en hjemmefødsel denne gang var meget nemmere for mig. Jeg havde prøvet det før, jeg kendte smerterne, hvordan jeg reagerer på dem, hvad jeg ville gøre anderledes denne gang, osv. En kvinde kan opleve forskellige slags fødsler, det vidste jeg godt, men trygheden jeg havde af at havde prøvet det før gav mig styrke.

Efter at være helt sikker og tryg ved idén, begyndte jeg at spørge Jonas hvad  han syntes om det. I starten var han ikke vild med det. Han var lidt bekymret og havde mange “hvad hvis?” i hovedet. Jeg prøvede at finde al information, der kunne besvare hans spørgsmål.

“Lukas’ fødsel var en lynfødsel. Hvad hvis jordemoderen ikke når at komme?“ -> Netop det at først gang var en lynfødsel og at sandsynlighed at det blev endnu hurtigere denne gang var stor fik mig til at overveje en hjemmefødsel. Når jeg tænkte på at begynde at få veer, havde jeg mere lyst til at slappe helt af, i stedet for at skulle samle taske, huske dit og dat, sidde helt skævt i bilen mens jeg havde veer hele vejen hen til hospitalet, og alle de andre ting jeg havde oplevet til Lukas’ fødsel. Idéen om at kunne bruge den tid på at koncentrere mig om at slappe af, i mit eget hjem var meget mere attraktiv. Min første fødsel er registreret i min vandrejournal og på hospitalet system (sagde min jordemoder). Vi skulle bare huske at sige det igen, for et sikkerhedskyld, når vi skulle ringe til hospitalet, så jordemoderen på vagten kunne forstå at hun skulle komme med det samme.

“Hvad hvis der forekommer nogen komplikation?” -> At føde hjemme er kun “tilladt” af lægerne, hvis alt er godt, dvs., hvis graviditeten var normal og hvis ingen udsigt eller risiko er for komplikation. I tilfæde at komplikationer, ville vi blive flyttet til hospitalet, men sandsynligheden for problemer i mit tilfælde, med en ukompliceret graviditetsforløb, var meget lille. Jordemoderen kommer også med en stor kuffert, eller nærmere en værktøjskasse, med udstyr til at blive brugt i mindre komplikationer, samt samt en flaske med ilt. Jeg var i hvert fald overbevist, at det ikke ville ske noget.

Jeg tror at Jonas blev smittet med min tryghed ved idéen med tiden. Han blev til sidst lige så overbevist som mig at en hjemmefødsel var det rigtige valg for os denne gang. En dag spørger Jonas mig i hvilket rum ville jeg helst føde i. Jeg blev helt overlykkelig med hans spørgsmål.

En veninde, som har født hjemme, lånte mig sit fødekar. Jeg samlede, med hjælp af svigermoren, lagner og håndklæder og vaskede dem i 90 grader. Jonas lavede masser af mad til fryseren, så vi ikke skulle tænke på at lave mad på dagen eller dagene efter. På dagen skulle jeg bare blive sikker at det var de rigtige veer jeg havde og ringe til hospitalet.  Jordemoderen kom, Jonas fyldte fødekar, jeg kom ind i det og voilà, vi var klar til at modtage Manuela. Jeg tror, at det tog en time fra vi ringede til hospitalet til jeg var i karret. Og det var også fordi vi tog det roligt og ventede med at fylde karret indtil jordemoderen kom.

Denne fødsel var meget bedre end min første. At være i mit eget hjem gav mig fordelen af at være i min eget område, dvs. at jordemoderen ville være en gæst hos mig. Det kan lyde fjollet, man det har faktisk en psykologisk betydning for alle parter, synes jeg, i forhold til respekt, til hvem der bestemme, osv. Det var vigtigt for mig, da det ville hjælpe mig på vej til at få en aktiv fødsel, som jeg havde drømt om. En hjemmefødsel gav mig også større chancer for at få en jordemoder, der delte min overbevisninger om en aktiv fødsel. Jordemoderen der kom til Manuelas fødsel var fantastisk. Hun holdt sig i baggrundet og arbejdede meget på at guide mig til jeg selv kunne mærke hvad min krop ville. Hun lod mig selv bestemme i hvilken position jeg ville være, beslutte hvordan og hvornår jeg skulle trække vejr, presse, osv. Meget anderledes fra jordemoderen fra først gang, som ikke lod mig skifte position, som gav mig 3 valg muligheder, når jeg i virkeligheden kun havde et, som lavede en manøvre, som måske ikke var så nødvendig, blandt andre ting. Jeg havde endda en god oplevelse i Lukas’ fødsel, men de små ting ville jeg helst kunne undgå denne gang, og jeg er sikker på at at føde hjemme hjalp mig med det. Jeg kan ikke engang finde noget problem i Manuelas fødsel. Jordemoderen blev også med os i et par timer for at sikre sig at vi havde det godt. Hun undersøgte Manuela grundigt og forklarede meget hvad vi kunne forvente af de næste par dage, hvad vi skulle gøre mht. at få Manuela tjekket, at få mig i gang med nogle efterfødselsøvelser, osv.

Der er mange der spørger mig om hvor meget det griser, og jeg kan sige at den del har overrasket mig positivt. Af alle de ting jeg havde samlet (håndklæde, lagner, plastik poser og voks dug), har jeg kun brugt en af hver. Voksdugen brugte vi for at dække sengen med en lagne over. Håndklæden brugte jeg til at komme ud af badet og plastik posen til at smide skraldet i. Jordemoderen tog sig af det værste, som er moderkagen og den slags “rester”. Jordemoderen kom også med masser af underlag som jeg kunne få og nogle kæmpe bleer. Der var ikke blod over det hele, som jeg hvade frygtet. Det var fødekaret, der blev mest beskidt, men det var nemt at tømme, da det kommer med en vandpumpe.

Ifølge statistikkerne fra 2007, er 0,8% af fødslerne i Denmark hjemmefødsler. Men jeg tror, at dette tal er større i dag. Der er begrænsede muligheder for bedøvelse i en hjemmefødsel. Jeg fik lokal bedøvelse for at blive syet, men en epidural er ikke muligt. Akupunktur er en mulighed, hvis jordemoderen på vagt kan. Ikke at have en epidural var ikke et problem for mig, da jeg ikke ville have nogen bedøvelse. Det fik jeg heller ikke først gang på hospitalet.

Det var vidunderlig og jeg kan varmt anbefale det.

____________________________________________________________

Manuelas fødselsberetning

Jeg havde termin på den 24. december, men jeg var sikker på at hun ville komme lidt før. Da jeg var i uge 39, begyndte jeg at få mange plukveer, nærmeste konstant, og nogle menstruationslignende smerter. Jeg var overbeviste om at Manuela kunne komme når som helst. Men så blev jeg syg. Rigtig syg med en ondskabsfuld influenza. Så lige pludselig var plukveerne og menstruationslignende smerter væk. Jeg havde i stedet for stærke hovedpine og hostede hele tiden. Til min sidste tid hos jordemoderen sagde hun at kroppen plejer at vente til den er rask igen for at lade fødslen komme i gang. Det ville sige, at Manuela vil højst sandsynlig først komme, når jeg slap af med min influenza Jeg var syg, sengeliggende, i flere dage. Hvad skete der så på den første dag, hvor jeg var lidt frisk igen? Ja, veerne startede…

Veerne startede omkring kl. 11:30 den 24/12. De kom med 10 minutters mellemrum. Da jeg begyndte at få veer til Lukas fødsel, kom de med kun 2 minutters mellemrum, så 10 minutter virkede som meget, og jeg tænkte at det kunne være at det blev en lang fødsel denne gang. Vi var lidt i tvivl om vi skulle ringe til hospitalet eller om vi skulle vente på tiden mellem veerne blev kortere. Vi besluttede for at ringe og lade dem bestemme om de skulle komme med det samme eller ej. Jordemoder sagde at hun ville komme inden så længe, taget i betragtning af at jeg havde en lynfødsel bag mig.

Efter ca. en halv time kom jordemoderen i taxa med sin store kuffert. Vi snakkede lidt og hun undersøgte mig for at få en idé om hvor langt fødslen var kommet. Til min overraskelse, trods den “store” mellemrum mellem veerne, var jeg allerede 5cm åbent. Jordemoderen forslog at vi fyldte fødekar, hvis det var jeg ville føde i det. Jeg fik en lille snack, mens Jonas fyldte fødekar. Min mor, som var kommet til Danmark en uge før sammen med min far, var ved min side, glad for muligheden for at overvære dette øjeblik.

Med fødekarret fyldt, kom jeg ind i det lune vand. Det er ikke kun afslappende, men det virker også dejligt smertelindring at være i vandet. I det øjeblikket kom Jonas’ bror for at hjælpe at passe Lukas, som ikke er så vant til at være sammen med mine forældre. Farbroren er Lukas’ store helt, så for ham ville være nemt at holde Lukas optaget i stuen, mens vi ventede på Manuela kom i soveværelset. Det var godt at farbroren kom, fordi lidt efter begyndte jeg at få udvidelsesveer. Veerne begyndte så at komme med nogle kortere mellemrum, men jeg fortsat rolig og sludrede med jordemoderen og min mor og virkede som tolk mellem dem. Jonas holdte min hånd og krammede mig hver gang jeg fik en ve, men var stadigt optaget med nogle praktiske detailjer og smuttede en gang i mellem fra min side for at ordne noget i stuen eller køkkenet. På et tidspunkt sagde han, at han ville lige fortælle sin bror, hvor Lukas’ gave fra os var gemt, så han kunne få den, hvis han blev lidt umulig. Der holdte jeg godt fast i hans hånd og sagde at han ikke skulle noget sted længere. Jeg kunne mærke at presseveerne var ved at nærme sig. Jonas stod på knæ ved siden af mig udenfor karret, mens han holdte min hånd og krammede mig. Jordemoderen stod også på knæ foran mig. Min mor stod bag jordemoderen. Jordemoderen var så rolig at det virkede som om hun ikke var til stede. Jeg mærkede kun hendes tilstedeværelse, når det virkeligt gjaldt (og det mener jeg som en stor kompliment!). På et tidspunkt spurgte jeg hende, måske forvirret pga. smerterne, om jeg skulle presse. Hun svarede at min krop ville vide præcis hvornår. Jeg ved ikke engang om jeg smilede, men jeg kan tydelig huske at jeg grinede, i hvert faldt invendig af mig selv og mit spørgsmål. Jeg kunne virkeligt godt lide hendes svar, så oplagt, så naturlig, som fik mig til at huske en af grunde, der gjorde at vi valgt en hjemmefødsel. Hendes svar hjalp mig til at slappe af igen og fokusere på tegnene min krop sendte mig. Jeg var nemlig ikke i tvivl, da jeg skulle presse.

Mens jeg havde presseveer begyndte jeg at svede meget og det irriterede mig. Jeg bad min mor om en våd koldt klud. Jeg havde lidt svært med at formulere mig på portugisisk. Skal lige sige at det ikke er spor nemt at skifte mellem forskellige sprog mens man har presseveer. Jonas holdte den våde klud på min pande og jeg blev så lettet af det, at jeg troede at jeg ville falde i søvn. Ja, right. Den velkendte smerte jeg havde lige efter var ikke til at være i tvivl om: Manuelas hovede var på vej. Jordemoderen smilede og sagde at vi kunne røre hendes hovede. Det gjorde jeg og det gjorde Jonas også. Jeg kunne mærke at hendes lange hår svømmede i vandet. Jeg brokkede mig over at jeg kunne mærke at når jeg pressede hendes hovede kom ud, men når jeg stoppede kom det ind igen. Jordemoderen sagde at det var rigtigt, men at hver gang jeg pressede kom hendes hovede lidt længere ud, lidt ligesom 3 trin frem og 1 tilbage. Hun sagde også, at hvis jeg var i tvivl om der skete noget, så skulle jeg bare kigge på min mor ansigtsudtryk. Hver gang jeg pressede åbnede min mors øjnene endnu mere og hendes smil lykkedes at blive endnu større. At dele dette øjeblik med hende var en drøm for mig, og det gjorde mig virkelig lykkelig, at se hvor glad hun var for at være der. Manuelas hovede kom ud i den følgende ve. Den er uden tvivl den meste smertefuld del af fødslen, men jeg kan huske at jeg tænkte at i det mindste sved det ikke så meget denne gang som det gjorde til Lukas’ fødsel. Måske på grund af vandet? Efter to veer mere kom også hendes lille krop. Jordemoderen hjalp med at tage hende op ad vandet og op til mig. Den 24/12/10 kom Manuela til verden med 4200g og 54cm. Jeg kiggede på hende stadigt lidt overrasket over hvor hurtigt og nemt alt var gået. Jonas græd, min mor græd, mens jeg holdte og betragte denne lille bitte krop, helt rynket og dækket med fedtet fra fostervandet. Så viskede jeg på portugisisk: “Hej lille baby. Så var det dig der boede i min mave al den tid? Jeg er mor”. Hun græd og jeg ville amme hende, men kunne ikke finde en position til det. Jeg kunne ikke længere huske hvordan man holder sådan en lille bitte krop. Der grinte jeg af mig selv igen. Jeg kan ikke huske hvor lang tid, det tog fra hun kom op til mig til at vi kom ud af karret. Det virkede som en evighed, hvor jeg studerede hver eneste centimeter af hendes krop og prøvede at overbevise mig selv om at alt var virkeligt sket som det gjorde. Men samtidig ved jeg også at det ikke tog så lang tid, da jeg stadigt skulle “føde” moderkagen, og jeg skulle være ud af vandet for at gøre det.

At komme ud af karret krævede alle mine kræfter. Mine ben rystede helt vildt meget. En gentagelse af Lukas’ fødsel, tænkte jeg. Jordemoderen fortalte at at føde svarer til at løbe en marathon for musklerne. Jeg ryster som en gal når jeg føder netop fordi jeg er i så dårlig form. Jeg lagde mig i seng og pressede moderkagen ud forholdsvis hurtigt. Liggende i sengen fandt jeg en god position til at amme Manuela. På det tidspunktet kom Lukas ind, nysgerrig over lyden af gråd, som han kunne høre ud fra stuen. Den første gang broren møder sin søster. Nu begyndte jeg også at græde. Min lille søn, som nu virker så stor, så meget større end han var for få timer tidligere, kigger nysgerrig på sin søster. Søster. Hvad er det? Forstår han det? Han betragte hende længe, spurgte et par ting i sit sprog, som vi endnu ikke forstår så meget af og aede hende lidt på hovede.

Lige efter Manuela kom til verden, kom min svigerfamilie hos os. Udover at blive Manuelas fødselsdagen, var det også juleaften og svigerfamilien kom med julemaden. Efter at have ammet Manuela og hygget med min nye lille baby i seng i et par timer, stod jeg op og kom til stuen, hvor hele familien var i gang med holde jul. Jeg endte endda med at danse rundt om juletræet. Det havde jeg ikke regnet med, men jeg var jo lige der, og Lukas ville gerne have sin mor til at holde i hånden. Jeg var også med til at pakke gaverne ud og til at putte Lukas, men efter det var det tid til at sove for mig.

Jeg gik i seng meget tilfreds med dagen. Jeg var dog stadig lidt overrasket over at kunne være så heldig. At have det privilegium det er at have en så ukompliceret og rolig fødsel. Jeg ved at det vigtigeste er at min lille baby er sund og rask, men hvor er jeg dog glad for at kunne have den fødsel jeg drømte så meget om: naturlig, unden indgreb, uden bedøvelse eller andre slags medicin, i vandet, i mit soveværelse, med min mand, min mor, min søn i et rum lige ved siden af og med resten af familien i huset. At byde Manuela velkommen på en mere naturlig, behagelig og hyggelig måde kan jeg ikke forestille mig at være mulig.

Velkommen til verden, min lille skat!

____________________________________________________________

Litteratur: graviditet og fødsel

Her vil jeg … bøger og fora jeg læste og fulgte med da jeg var gravid om graviditet og fødsel.

I vores første konsultation med min læge gav hun os Graviditet, fødsel og den nye familie 2008, som alle gravide i Danmark får. Udover den, købte vi også Politikens graviditetsbog, Lene Skou Jensen, som er lidt mere detaljeret. 

Jeg har også købte, længe før jeg blev gravid, den berømte bog af Vicki Iovine, Gravid, eller The Girlfriends' Guide to Pregnancy på engelsk. Hun fortæller i bogen om hendes oplevelse om at være gravid og at føde (hun har 4 børn) på en meget underholdende måde.

Udelukkende om fødsel har jeg læst Aktiv Fødsel, af Janet Balaskas, som er helt fantastisk! Den er baseret på mange fødselsberetninger og fortæller hvordan man (som selv titlen af bogen siger) føde aktivt. Bogen giver fif, der hjælper kvinden at forstå, hvad sker i kroppen under graviditeten og fødslen og om hvad kviden selv kan lave for at gøre processen nemmere og for at opleve den på en mere bevidst måde. Bogen er fyldt med billeder der viser processerne og mange beretninger.

To fora har været helt uundværlig for mig: Babyklar og Min-mave. Dem har jeg brugt dagligt, ikke kun under graviditet, men også nu.

Andre links som jeg tit bruger:

Net jordemoder

Net sundhedsplejerske

Amme net

Sunde Børn

Syge Børn

____________________________________________________________

Lukas’ fødselsberetning

Jeg har altid været bange for idéen om at føde. Men samtidig havde jeg ingen tvivl om, at jeg ville føde normalt. I Brasilien er det desværre mest almindeligt at føde ved kejsersnit af utallige grunde, bl. a. fordi mange kvinder er bange for smerter, fordi det er mest bekvemt for lægerne at vide præcist hvornår de skal arbejde, men også fordi der findes en generel formodning at kejsersnit er mere moderne, sikkert og selvføgelig, det allerbedste, smertefri. Selvom jeg også er bange for smerte, havde jeg alligevel lyst til at føde normalt. Tanken om at det først ville ske i en meget fjern fremtid trøstede mig. Men den fjerne fremtid endte med at komme.

Da jeg fik at vide, at jeg var gravid, besluttede jeg mig for, at forberede mig ordentligt til den store dag. Det betød, at jeg ville få alle de oplysninger jeg kunne om at føde, læse forskellige fødselsberetninger fra folk, der var klar over hvad en normal og aktiv fødsel betød, og til sidst, undersøge hvordan den slags fødsel er betragtet her i Danmark, eftersom det var her jeg skulle føde. Jeg var tilfreds over at opdage at den type fødsel, som jeg begyndt at foretrække, var meget tæt på den danske måde at gør det.

Jeg bestemte mig for at tage et fødselsforberedelseskursus for at få at vide, hvad jeg kunne forvente – i detaljer. Det var guld værd! Der har jeg lært meget om fødslen, om forskellige typer smertelindring, forskellige stillinger under veerne, fødestillinger, etc. Det var dejligt at kunne stille spørgsmål med det samme til lærerene, en afspænding-pædagog for det meste og, en jordemoder. Kurset var rettet mod par og Jonas var med. I starten var han mest med for at gøre mig glad, men allerede på den første dag, indså han hvor spændende det var, og blev meget glad for det. Han stillede alle mulige tekniske spørgsmål – min søde nørde mand.

Efter at have læst flere bøger, fora på nettet, og have snakket med min jordemoder, læge, mine veninder som er mødre, min mor og Jonas, selvføgelig, fik jeg en bedre idé om mine præferencer til Lukas' fødsel, hvad jeg endelig kunne tænke mig for den store dag. Jeg ville prøve en normal fødsel, med meget lidt (eller uden) indgriben, og i vandet, hvis muligt. Men samtidig ville jeg prøve at huske at respektere mine grænser, især hvis tingene ikke foregik som forventet.

Selvom jeg vidste at min mor havde født hurtigt, ville jeg helst forberede mig til en lang fødsel. Jeg spurgte min jordemoder og på kursus om muligheden at jeg ville føde lige som min mor, men jeg hørte at det er umuligt at forudse, fordi der ikke findes noget statistik over det. Selv en samme kvindes fødsler kan være så forskellige. Det er bare svært at vide. Derfor besluttede jeg mig for at forberede mig til en lang fødsel. Hvis det var kort, ville det bare være nemmere, troede jeg…

Søndag, den 24. august, 3 dage for termin, var jeg på altanen sammen med mine forældre, da jeg begyndte at få lidt ondt i maven, som jeg troede bare var luft. På et besøg på toiletet så jeg noget tegnblødning, og kaldte diskret på Jonas for at ikke forurolige mine forældre. Vi blev enige om, at jeg skulle have et bind på, for at se hvor meget vand, der ville komme ud, som vi havde lært på forberedeslseskursus. Klokken 15:45 begyndte jeg at få veer, som mindede om stærke menstruationssmerter. Vi begyndte at skrive tidspunkterne ned. Der var kun 3 minutter mellem veerne. Vi havde lærte på kursus, at når veerne har 5 minutters interval så kan man godt tage på hospitalet. Jeg blev lidt bekymret, for mine veerne havde så kort interval, så ringede vi til Skejby. Jordemoder overbevidste os, at vi skulle vente lidt mere og være sikre på, at veerne var regelmæssige. Vi aftalte også at vi ville ringe før vi tog af sted. Jeg fortalt ine forældre jeg havde veer og skulle lige forklare hvorfor vi ikke skulle skynde os afsted, som man gør i Brasilien. Jeg tog en varm bad, som var dejligt afslappende. Vi ventede cirka en halv time, hvor vi skrev tidspunkterne af hver ve ned. Vi kunne se at, der var nu kun to et halvt minut mellem veerne. Jonas var en dejlig hjælper og støttede mig med vejrtrækning. Når jeg havde ve, holdt han mig og trak vejr sammen med mig for at holde mig i gang. Nogle veer var så stærke, at det var svært at beholde roen. På et tidspunkt blev jeg sur på Jonas og råbte: "Du må ikke puste på mit hoved!!!". Han vendte hovede og begyndte at puste til siden, mens han blev ved med at holde mig. Det var så sød og sjov på en gang, at det endte med at få mig til at grine.

Lige pludselig blev veerne meget stærkere og jeg opdagede at jeg begyndte at være meget fjern. En af bøgerne jeg havde læst om fødsel delte den i 5 faser (Politikens graviditetsbog, Lene Skou Jensen). Jeg kunne godt mærke at jeg havde nået fasen nr. 2 fra bogen, den aktiv fase, fordi jeg følte mig så fjern og kunne ikke rigtigt kommunikere med omverden. Det var svært at snakke med mig under en ve. Jeg blev bekymret over hyppigheden af veerne og dikterede at vi skulle tage til Skejby med det samme. Jonas begyndte at gennemgå listen jeg havde lavet til, hvad der skulle være i kufferten, men veerne var så stærke at jeg ikke lod ham gør det færdig. Vi skulle bare afsted!

Da vi skyndte os at putte tingene i bilen, glemte vi at ringe til hospitalet. I bilen, på vej til Skejby, veerne blev så stærke at jeg ikke kunne koncentrere mig så godt på vejrtrækning. Jeg begyndte at lave nogle dyb lyde af smerte. Jonas prøvede at sagde gentagende gange: "Husk at træk vejr, Cátia! Kom så! Træk vejr!", indtil jeg mistede tålmodligheden og skreg: "Hold nu op! Jeg gør den bedste jeg kan! Du stresser mig!". Men så snart veen var slut, undskyldte jeg mig, for han ville jo bare hjælpe, min stakkels mand.

På hospitalet tog vi direkte til 1. sal, hvor fødselsstuerne er, og ikke til modtagelsesrummet, som vi skulle. På gangen ved fødselsstuerne ringede sekretæren til jordemoderen, så vi ikke behøvede gå ned igen. De minutter jeg ventede på jordemoder virkede som en evighed, men ifølge Jonas varede det kun et par minutter. Men der, på venteværelset, følte det som om Lukas ville falde ned, hvis jeg gik for meget. Det følte så tungt i bækkenbunden! Jeg havde også mega lyst til at gå på toiletet og lave "nr. 2".  Da jordemoder kom, var hun lidt sur at vi ikke havde ringede, før vi tog afsted. På vej ind i modtagelsesrummet var jeg allerede ved at tage mine trusser af, men hun stoppede mig og forklarede at jeg skulle bare undersøges. Jeg lå, og hun begyndte at prikke min mave og lytte på Lukas' hjerte med en doppler. Jeg fortalte, jeg havde allerede lyst til at presse, men hun sagde jeg skulle lige tage det med ro, fordi det var bare en undersøgelse. Til min stor lettelse bad hun mig om at tage mine trusser af. Med store øjne sagde hun at jeg var 10cm åbent og var klar til at føde. Selvom jeg vidste at jeg var nok i en sent fase, blev jeg alligevel overrasket. Jeg spurgte om jeg kunne begynde med at presse, hvor hun fortalte at vi faktisk skulle flytte til en fødselsstue. Jeg løb asted uden trusser eller noget på gangen. Jordemoder løb efter mig og prøvede at dække mig mens hun spurgte om det var ok jeg var næsten nøgen midt på gangen. Jeg fik ikke chance til at svare, for jeg var  midt i en ve, men tænkte: "Jeg er fuldstændig ligeglad om hele verden ser min bare røv lige nu. Jeg vil bare føde min søn!".

I fødselsstuen præsenterede jordemoderen mig til en anden jordemoder som skulle assistere mig sammen med en sygeplejerske. Mens jeg var gravid, var jeg lidt bekymret over at ikke have min egen jordemoder til min fødsel og det endte jeg ikke med at have. Men heldigvis var hende som jeg fik fantastisk. Jeg prøvede at beholde roen og koncentrere mig godt for at følge hendes råd så godt jeg kunne. Den første af dem var at jeg skulle holde mine ben med mine arme og trække dem mod min krop, når jeg fik en ve. Jeg troede at pressefasen var en konstant arbejde for at presse, ligesom man pleje at se på fjernsyn. Men nej. Veerne varede mindre end en minut og jeg pressede 3 gange i hver ve. Min stilling virkede som om at have hjulpet mig at bruge alle min krops kræfter. Intervaller varede flere minutter, eller sådan virkede for mig. Lange minutter, hvor jeg slappede helt af. Det følte som om hver enest muskel af min krop blev slukket og jeg ville falde i søvn. Jeg kan huske at jeg sagde til jordemoderen at jeg ville falde i søvn, og hun sagde at skulle ikke tænke på det, for den næste ve ville i hver fald vække mig alligevel. Det var i intervaller, at jeg kunne mærke Jonas' tilstedeværelse. Han havde altid et sødt ord og bekræftede, hvor god jeg var. Det var også midt i en interval at jeg hørte Jonas kommentere at Lukas' hår var mørkt. Jeg rykkede mig frem og så jordemoder trække hans hår og rette det efter en punk stil. "Det er mørkt og langt", sagde hun. Det var en dejlig lettelse at se hans hoved. Endelig var det surrealistisk begivenhed virkeligt ved at ske.

Jordemoderen sagde at hun kunne se at Lukas hoved vendte til siden og ikke med næsen mod min ryg, som den skulle, og det kunne gøre det sværere for mig. Jeg blev ved med at presse, og så jordemoder gør en sprøjte og en lille saks klar. Bageefter spurgte hun, hvad jeg fortrak: 1) vente og blive ved med at presse; 2) at hun hjalp med at dreje hans hoved; eller 3) episiotomi, som er en snit i mellemkødet for at give plads til barnets passage. Jeg sagde, at jeg foretrak at hun hjalp med at dreje hans hoved. Hvad jeg ikke vidste var, at hun ville bruge to fingre til at trække mellemkødet ned, og derefter dreje hans hoved med den anden hånd. Jeg kan huske, at hun bad mig om at presse alt det jeg kunne, mens hun gjorde denne manøvre, men smerten var så stærk, at hele mit forsøg til at presse mislykkedes. Heldigvis gav manøvren resultat og efter nogle få veer kom Lukas' hoved ud. Jordemoder spurgte Jonas, om han ville klippe navlestrengen, fordi det skulle være med det samme, eftersom den var rundt om Lukas' hals. Jonas takkede nej, og hun klippede den meget hurtigt, mens hans krop lå stadig inde i mig. Hans krop kom ud i den følgende ve, meget nemmere end hovedet.

Klokken 18:19 kom Lukas direkte til min bryste, stadig dækked af blod og fostervand. Mor og far her kunne ikke lade være med at græde. At se den lille væsen helt rynket, men helt perfekt lige foran os var magisk. Vores søn kom til verden og var lige der, vi kunne endelig kramme ham. Det var svært at fatte. Øjeblikets magi blev afbrudt af sygeplejerske, som syntes Lukas så lidt for bleg ud. Jonas jokede med, at det ikke kunne være en stor overraskelse, da han var sin fars søn. Men de skulle tjekke om alt var ok, for han havde været født i 5 minutter, men havde ikke rigtigt græd ordentlig. En børnelæge blev kaldt. Hun undersøgte ham, fik ham til at græde og sagde at han havde det fint. Jordemoderen hjalp mig med at føde moderkagen. Til min store overraskelse skulle jeg ikke blevet syet. Bagefter kom Lukas tilbage til mig og ammede for første gang.

Lukas' fødsel var langt fra hvad jeg havde forventet. Det var næsten uden indgriben, som jeg ville. Jeg fik ikke nogen bedøvelse. Den eneste indgriben var manøvren for at trække mellemkødet ned for at dreje Lukas' hoved, som ærligt talt, jeg ved ikke helt om jeg ville gå med til igen. I forhold til bedøvelse, jeg er glad for at jeg ikke fik det, men på den anden side, jeg skal indrømme at det var rent "held", for fødslen var jo så hurtigt (to en halv time). Hvis jeg skulle have gennemgået, hvad jeg gjorde i  f. eks. 10 timer mere, ville jeg helt bestemt have haft noget. Men jeg er meget glad for at have født normalt. Jeg glæder mig allerede til næste gang!

____________________________________________________________