to chifre \o/

I går var årets første virkelig varm dag. Vejrudsigten lovede en dag med to chifres temperatur. TO chifre!!! Det er da for mærkeligt at blive glad for at temparaturen når over 10 grader. Men… nu bliver jeg jo også helt glad og gør ligesom danskerne: smider tøjet, går udenfor og smiler helt vildt. Nu ved jeg også at cariocas (folk fra Rio de Janeiro) tager godt vejr for givet.

I går var Lukas og Manuelas bedstefars fødselsdag og vi fejrede det (og det gode vejr) med ham.

Billeder af dagen:

Bedstefar med nyeste barnebarn:

Kagemand

Familien nyder solen:

Faster Lykke og Lukas løber en tur:

Jonas og Farbror Emil er helt skøre og går rundt med jakker på. Pff…

Lukas blev noget skuffet at det ikke kom vand ud af slangen.

Far viser Lukas hvordan man klatrer i træet.

Da vi kom hjem skulle vi også ud og nyde de sidste par timer med solen.

Vejrudsigten for i dag:

Lad os bare håbe på at det virkelig bliver 17 graders varmt så familien kan igen nyde livet udenfor huset!

____________________________________________________________

At være mor for anden gang

At være mor for anden gang viser sig, indtil videre og overraskende nok, til at være nemmere end jeg havde forestillet mig. Jeg havde forberedt mig til at undgå eller takle de udfordringer, som jeg havde stået over for sidste gang. Men næ, nej! Udfordringerne nu er noget helt helt andet. Det er lidt ligesom et spil, hvor man har trænet så meget at man tror man kender reglerne udenad. Men så går man videre til en anden fase og finder ud af hindringerne er helt anderledes.

Det jeg syntes var det sværeste ved at være mor for først gang var netop det: jeg oplevede det hele for først gang. Mit liv som jeg havde altid kendt var lige pludselig væk og der var startet et andet, meget anderledes, hvor jeg var ansvarlig for et andet menneske. Den lille væsen jeg var ansvarlig for var oven i købet ufattelig skrøbelig og afhængig af mig. Jeg var hans eneste kilde til mad og hovedkilde til omsorg og kærlighed. Alt det stort set 24/7. Det var en stor omvæltning i mit liv og det var hårdt. Selvom jeg vidste, i teorien, at det ville ske og havde brugt hele graviditeten på at gøre mig klar til det og drømme om det, realiteten i praksis var meget hårdere. Min krop var ikke længere kun min. Min tid, min søvn, min seng, intet. Moderskab er en vidunderlig rejse, ingen tvivl om dette, men man får alligevel lyst til at trykke på pause og lægge sig ned og sove uden at bekymre sig om at holde ørene åbene for at kunne høre, hvis babyen græder. Det er frustrerende, og til den frustration kan man lige tilføje den dårlig samvittighed der hører med, for man må ikke brokker sig jo, jeg må ikke føler mig frustreret, at være mor er jo en gave og jeg kan kun være glad og taknemlig for det. Men sådan fungerer det ikke. Denne frustration opstår, den er naturlig, og det må være endnu værre at lade som om den ikke eksistere. Denne ambivalens var også helt ny for mig. Udover alle de små praktiske detaljer om at have en lille baby. Hvad skal man gøre med sådan en lille størrelse? Hvordan? Hvornår? Hver dag, mange gange om dagen, skulle jeg lære et eller andet nyt. Det var mange informationer og for lidt tid til at assimilere dem. Alting var nyt for mig.

Nu er det anden gang og hvad skal man sige? Det er jo ikke så nyt mere. Jeg kan næsten ikke huske hvordan mit liv var før  jeg er blevet mor. De sidste par år af mit liv har jo været sådan: at være ansvarlig over for et skrøbelig og afhængig væsen og være en af det meste væsentlig kilde til omsorg og kærlighed for det. At blive mor for anden gang var indtil videre ikke en stor omvæltning i mit liv. Jeg bliver heller ikke så frusteret over at ikke have så meget tid på mig selv mere. En lille smule, jo, men på en hel anden måde end sidste gang. De 2 og et halvt år med Lukas fik mig til at acceptere de nye vilkår. Sådan er mit liv jo bare nu. Begrænset tid for mig selv, begrænset søvn, osv. Med Manuela blev alt endnu mere begrænset, men det var alligevel ikke den store omvæltning, i hvert fald ikke som først gang.

Den del om at passe et lille baby (efter et lille hukommelsestab i starten i stil med “hvordan var det nu det var”) blev også hurtig overtaget af autopiloten. Manuela er en lille smule mere krævende end Lukas var, men jeg synes alligevel at det er nemmere med hende, da jeg i dag har det noget nemmere med at læse hendes signaler, og på den måde udfulde hendes behov på det rigtige tidspunkt.

Det jeg synes, det er rigtigt svært er at være mor til to. Jeg havde forberedt mig til den, hvis ikke umulige opgave, så meget kompliceret at udføre. Tænk engang, at have et barn kan allerede være hårdt, hvad så med to? Dobbelt arbejde. Jeg skulle jo lave en klone af mig selv for at kunne klare det hele. Men jeg kan nu se at det ikke er det praktiske at det er det sværeste. Den del kan vi godt klare, da Jonas er meget til stedet og en utrolig god far. Det sværeste del af at være mor til to er at dele opmærksomheden. Det er jo ligemeget hvad jeg prøver at gøre, jeg føler stadigt altid, på en eller andet måde, at jeg negligerer et af mine børn. Hvem har mest brug for min opmærksomhed? Hvornår? Hvordan? Man kan da ikke bare vælge. Ikke at kunne klone mig kan ind i mellem skære mig i hjertet.

For dem der undrer sig om det er muligt at elsker sit andet barn lige så højt som det første, kan jeg sige at jeg har fundet ud af, kærlighed ikke deler sig, men det mangedobles.

____________________________________________________________