spark & sol
I de sidste par uger var jeg meget ivrig efter begyndelse af magien, som er at mærke babyen i maven. Det meste normalt er, at begynde at mærke noget i den 20. uge. Min uge 20 kom og gik, og jeg blev bare endnu ivrigere. Ingen kontakt med min dreng. Jeg blev urolig. Jeg kan ikke vente. Jeg er bestemt ikke tålmodig.
Jeg vidste godt, at jeg ikke behøvede at være urolig. Jeg havde læst i flere bøger, blade, forummer, hørt fra læger og veninder, at det ikke sker nødvendigvis lige præcis i den 20. uge. Det kan være, at det sker to uger tidligere eller to uger senere. Det kommer meget an på kvinden, graviditeten, babyen… Selvom jeg var klar over det, kunne mine følelser ikke følge mine tanker. Jeg prøvede, hele dagen og hver dag, at skelne det jeg følte fra bare "bobler" eller min dreng, der bevægede sig. Uden succes.
Men i sidste weekend havde jeg ingen tvivl mere! Det begyndte med nogle svage spark. Nu er bevægelser mere konstante. Jeg skal bare sidde for at se fjernsyn, læse, nørde på computer, spise, eller ligge mig for at sove at festen begynder. Selv faren kunne mærke det. Jeg har desværre ikke nok evner til at beskrive, hvor magisk det er at mærke liv ind i min mave. At mærke min søn får mig til at smile når som helst og til at lukke mig i en lille verden, der kun hører til mig og ham. At snakke med maven blev lige pludselig meget mere naturlig og oplagt. Nu er det bare en enkel reaktion på hans bevægelse.
For at fejre min lykke var i går en skøn "varm" dag. Jonas virkede stolt af mig, da jeg blev glad fordi solen skinnede, tog nederdel og sandaler på og ville ud og gå en tur, selvom temperatur var ikke mere end 10 grader. Han sagde, at det er et tegn på min integration, at jeg er ved at blive en rigtig dansker. Det gør mig til at grine… Af kommentaren og af min reaktion på solen. Jeg er ikke den samme fra 3 år siden. I mange, mange aspekter.
Et billede fra i går, da vi var ude og luftede maven:
____________________________________________________________
