to chifre \o/

I går var årets første virkelig varm dag. Vejrudsigten lovede en dag med to chifres temperatur. TO chifre!!! Det er da for mærkeligt at blive glad for at temparaturen når over 10 grader. Men… nu bliver jeg jo også helt glad og gør ligesom danskerne: smider tøjet, går udenfor og smiler helt vildt. Nu ved jeg også at cariocas (folk fra Rio de Janeiro) tager godt vejr for givet.

I går var Lukas og Manuelas bedstefars fødselsdag og vi fejrede det (og det gode vejr) med ham.

Billeder af dagen:

Bedstefar med nyeste barnebarn:

Kagemand

Familien nyder solen:

Faster Lykke og Lukas løber en tur:

Jonas og Farbror Emil er helt skøre og går rundt med jakker på. Pff…

Lukas blev noget skuffet at det ikke kom vand ud af slangen.

Far viser Lukas hvordan man klatrer i træet.

Da vi kom hjem skulle vi også ud og nyde de sidste par timer med solen.

Vejrudsigten for i dag:

Lad os bare håbe på at det virkelig bliver 17 graders varmt så familien kan igen nyde livet udenfor huset!

____________________________________________________________

At være mor for anden gang

At være mor for anden gang viser sig, indtil videre og overraskende nok, til at være nemmere end jeg havde forestillet mig. Jeg havde forberedt mig til at undgå eller takle de udfordringer, som jeg havde stået over for sidste gang. Men næ, nej! Udfordringerne nu er noget helt helt andet. Det er lidt ligesom et spil, hvor man har trænet så meget at man tror man kender reglerne udenad. Men så går man videre til en anden fase og finder ud af hindringerne er helt anderledes.

Det jeg syntes var det sværeste ved at være mor for først gang var netop det: jeg oplevede det hele for først gang. Mit liv som jeg havde altid kendt var lige pludselig væk og der var startet et andet, meget anderledes, hvor jeg var ansvarlig for et andet menneske. Den lille væsen jeg var ansvarlig for var oven i købet ufattelig skrøbelig og afhængig af mig. Jeg var hans eneste kilde til mad og hovedkilde til omsorg og kærlighed. Alt det stort set 24/7. Det var en stor omvæltning i mit liv og det var hårdt. Selvom jeg vidste, i teorien, at det ville ske og havde brugt hele graviditeten på at gøre mig klar til det og drømme om det, realiteten i praksis var meget hårdere. Min krop var ikke længere kun min. Min tid, min søvn, min seng, intet. Moderskab er en vidunderlig rejse, ingen tvivl om dette, men man får alligevel lyst til at trykke på pause og lægge sig ned og sove uden at bekymre sig om at holde ørene åbene for at kunne høre, hvis babyen græder. Det er frustrerende, og til den frustration kan man lige tilføje den dårlig samvittighed der hører med, for man må ikke brokker sig jo, jeg må ikke føler mig frustreret, at være mor er jo en gave og jeg kan kun være glad og taknemlig for det. Men sådan fungerer det ikke. Denne frustration opstår, den er naturlig, og det må være endnu værre at lade som om den ikke eksistere. Denne ambivalens var også helt ny for mig. Udover alle de små praktiske detaljer om at have en lille baby. Hvad skal man gøre med sådan en lille størrelse? Hvordan? Hvornår? Hver dag, mange gange om dagen, skulle jeg lære et eller andet nyt. Det var mange informationer og for lidt tid til at assimilere dem. Alting var nyt for mig.

Nu er det anden gang og hvad skal man sige? Det er jo ikke så nyt mere. Jeg kan næsten ikke huske hvordan mit liv var før  jeg er blevet mor. De sidste par år af mit liv har jo været sådan: at være ansvarlig over for et skrøbelig og afhængig væsen og være en af det meste væsentlig kilde til omsorg og kærlighed for det. At blive mor for anden gang var indtil videre ikke en stor omvæltning i mit liv. Jeg bliver heller ikke så frusteret over at ikke have så meget tid på mig selv mere. En lille smule, jo, men på en hel anden måde end sidste gang. De 2 og et halvt år med Lukas fik mig til at acceptere de nye vilkår. Sådan er mit liv jo bare nu. Begrænset tid for mig selv, begrænset søvn, osv. Med Manuela blev alt endnu mere begrænset, men det var alligevel ikke den store omvæltning, i hvert fald ikke som først gang.

Den del om at passe et lille baby (efter et lille hukommelsestab i starten i stil med “hvordan var det nu det var”) blev også hurtig overtaget af autopiloten. Manuela er en lille smule mere krævende end Lukas var, men jeg synes alligevel at det er nemmere med hende, da jeg i dag har det noget nemmere med at læse hendes signaler, og på den måde udfulde hendes behov på det rigtige tidspunkt.

Det jeg synes, det er rigtigt svært er at være mor til to. Jeg havde forberedt mig til den, hvis ikke umulige opgave, så meget kompliceret at udføre. Tænk engang, at have et barn kan allerede være hårdt, hvad så med to? Dobbelt arbejde. Jeg skulle jo lave en klone af mig selv for at kunne klare det hele. Men jeg kan nu se at det ikke er det praktiske at det er det sværeste. Den del kan vi godt klare, da Jonas er meget til stedet og en utrolig god far. Det sværeste del af at være mor til to er at dele opmærksomheden. Det er jo ligemeget hvad jeg prøver at gøre, jeg føler stadigt altid, på en eller andet måde, at jeg negligerer et af mine børn. Hvem har mest brug for min opmærksomhed? Hvornår? Hvordan? Man kan da ikke bare vælge. Ikke at kunne klone mig kan ind i mellem skære mig i hjertet.

For dem der undrer sig om det er muligt at elsker sit andet barn lige så højt som det første, kan jeg sige at jeg har fundet ud af, kærlighed ikke deler sig, men det mangedobles.

____________________________________________________________

Manuela – 3 måneder

Min lille kat bliver 3 måneder gammel i dag. Min lille kat og fars lille mus. ♥

Med store øjne, iført kjole og trøje der en gang tilhørte far (trøjen, ikke kjolen):

Rødt hår på vej:

Familien hygger sig på sofaen på en doven lørdag og ser Peter Pedal i fjernsynet:

Med mor, på tur i en café i byen:

____________________________________________________________

Lukas x Manuela

*lige så gamle, 3 mdr

Som jeg sagde på den sidste indlæg, Manuela er lige så nem som Lukas. Eller… næsten!

Lukas var en meget nem baby, kan jeg se nu. I forhold til amning, for eksempel, lige så snart amning var godt i gang, spiste han meget hver gang, så meget at jeg kunne mærke brystet var tømt. Han begyndte også at sove meget tidligt mange timer i træk om natten, uden at skulle spise. Han kunne også nemt blive trøstet ved brystet.

Manuela til gengæld er noget helt andet. Hun spiser meget lidt ad gang, men meget ofte. Det har hun altig gjort. Hun spiser i gennemsnit hver anden time, både dag og nat. Da hun spiser lidt ad gang, sover hun også få timer i træk. Hun gider ikke blive trøstet ved brystet. Når hun bliver sur, skal hun først blive trøstet på et eller andet måde før hun kan blive lagt til. Hun er en meget bestemt pige, som spiser kun når hun har lyst. Jeg prøver at tilbyde brystet flere gange og længere mens hun er vågen, men hun afviser det bare. Det gælder så om at være tålmodig og vente. Og vågne for at amme 4-5 gange om natten.

Selvom jeg vågner så mange gange om natten, jeg sover stadigvæk bedre end jeg gjorde mens jeg var gravid pga. søvnløshed. I det mindste det…

____________________________________________________________

6 uger

Manuela blev 6 uger i går. Hos lægen blev hun vejet og målt og hun er nu 60cm lang og 5200 tung. 6cm og 1kg mere siden fødslen.

Hendes 3 første uger var lidt urolige. I den første uge havde vi problemer med  amning. Min venstre brystevorte blev hurtigt hudløs og Manuela nægtede at acceptere ammebrikken. Jeg kunne ikke holde ud at amme hende uden brikken, da det gjorde meget ondt. Jeg blev rigtig bange for at amning ikke ville fungere denne gang. Jeg begyndte så at malke ud fra denne bryst og kun amme Manuela fra den højre i et par dage, mens jeg plejede den hudløse vorte meget grundigt. Masser af lansinoh creme. Da vorten helede, prøvede jeg igen med ammebrikken lidt i starten af hver amning, for at spidse vorten lidt ud, og når den så blev det, tog jeg brikken ud igen og ammede videre. Det hjalp og efter et par gange ammede jeg uden problem og uden brik.

I den anden uge begyndte Manuela at kaste op, i 3-4 stråler. Hun spiste meget lidt ad gang, men hele tiden. Vi tog til lægen, som sendte os videre til hospitallet. På hospitallet tog de nogle prøver. Da resultaterne var normalt, lægerne konkluderede at hun måske skulle bare lære at die, at hun højst sandsynligt kastede op fordi hun spiste for meget. Få dage efter stoppede hun med at kaste op. Det var da en lettelse.

Hun er en dejlig rolig baby for det meste af tiden, ligesom Lukas var. Hun græder mest når hun er sulten eller søvnig. Hun brokker sig også lidt, når hun keder sig. Udover det, ser hun normalt ud ligesom på det billede fra starten af post.

Lukas opfører sig indtil videre som en kærlig stolt storebror. Han vil altid kramme og kysse hende, tale med hende, komme med legetøj til hende. Han vil også gerne holde hende. Men han bliver noget urolig når hun græder. En dag begyndte hun at græde da hun var på hans skød. Han blev så ked af at se at hun var ked at det, og at hun måske græd på grund af ham. Han græd helt hjerteskærende. Jeg krammede hende og forklarede at hun græd bare fordi hun var sulten. Han riv mig så i blusen, som om han ville sige: “Så giv hende mad altså!!”

Med Jonas og mig reagerer han på en anden måde. Han kræver en del mere opmærksomhed end før, især fra mig, og især når jeg har lillesøsteren i armen. Vi prøver at give al den opmærksomhed vi kan, men nej-fasen er meget stærkere alligevel. Hans humør svinger meget. I en uge har han det rigtig godt, er kærlig, nem og glad. Ugen efter er han det modsæt, siger nej til det hele, skaber sig og er sur. Vi skal gentage til os selv; “Det er bare en fase. Det er naturlig. Han er lige blevet storebror midt i hans trodsalder. Det er da ikke nemt for ham. Så… tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed!”

____________________________________________________________

Hvorfor en hjemmefødsel?

Al den information om fødsel, som jeg havde opslugt, da jeg var gravid med Lukas, fik mig til at tænke på hjemmefødsel allerede dengang, men frygten for det ukendte forhindrede mig i at overveje det seriøst. Takket været min gode og ukomplicerede erfaring med Lukas’ fødsel, og inspireret af en veninde, fik jeg lyst til at prøve en hjemmefødsel denne gang.

Til min første fødsel havde jeg ingen idé om hvordan min fødsel ville foregå. Vil den tage kort eller lang tid? Hvordan ville jeg reagere til smerterne? Denne slags spørgsmål fyldte meget i mit hovede dengang og bare tanken om at være på hospitalet gav mig en illusion af en mulighed om at bede om en epidural blokade, hvis smerterne blev mere dramatiske end jeg havde regnede med. Jeg siger illusion, fordi jeg ville hellere ikke have noget bedøvelse. Jeg ville vente så meget som muligt på at bede om noget i den retning, og jeg vidste, at når man vente så meget, det kan blive for sent for at få en epidural. Men at føle mig tryg var den vigtigeste for mig, så illusionen hjalp. Udover det, var jeg også meget bange for at ikke kunne amme, derfor ville jeg modtage al den hjælp jeg kunne få, og det fik jeg på patienthotellet i Skejby. At tage beslutningen om en hjemmefødsel denne gang var meget nemmere for mig. Jeg havde prøvet det før, jeg kendte smerterne, hvordan jeg reagerer på dem, hvad jeg ville gøre anderledes denne gang, osv. En kvinde kan opleve forskellige slags fødsler, det vidste jeg godt, men trygheden jeg havde af at havde prøvet det før gav mig styrke.

Efter at være helt sikker og tryg ved idén, begyndte jeg at spørge Jonas hvad  han syntes om det. I starten var han ikke vild med det. Han var lidt bekymret og havde mange “hvad hvis?” i hovedet. Jeg prøvede at finde al information, der kunne besvare hans spørgsmål.

“Lukas’ fødsel var en lynfødsel. Hvad hvis jordemoderen ikke når at komme?“ -> Netop det at først gang var en lynfødsel og at sandsynlighed at det blev endnu hurtigere denne gang var stor fik mig til at overveje en hjemmefødsel. Når jeg tænkte på at begynde at få veer, havde jeg mere lyst til at slappe helt af, i stedet for at skulle samle taske, huske dit og dat, sidde helt skævt i bilen mens jeg havde veer hele vejen hen til hospitalet, og alle de andre ting jeg havde oplevet til Lukas’ fødsel. Idéen om at kunne bruge den tid på at koncentrere mig om at slappe af, i mit eget hjem var meget mere attraktiv. Min første fødsel er registreret i min vandrejournal og på hospitalet system (sagde min jordemoder). Vi skulle bare huske at sige det igen, for et sikkerhedskyld, når vi skulle ringe til hospitalet, så jordemoderen på vagten kunne forstå at hun skulle komme med det samme.

“Hvad hvis der forekommer nogen komplikation?” -> At føde hjemme er kun “tilladt” af lægerne, hvis alt er godt, dvs., hvis graviditeten var normal og hvis ingen udsigt eller risiko er for komplikation. I tilfæde at komplikationer, ville vi blive flyttet til hospitalet, men sandsynligheden for problemer i mit tilfælde, med en ukompliceret graviditetsforløb, var meget lille. Jordemoderen kommer også med en stor kuffert, eller nærmere en værktøjskasse, med udstyr til at blive brugt i mindre komplikationer, samt samt en flaske med ilt. Jeg var i hvert fald overbevist, at det ikke ville ske noget.

Jeg tror at Jonas blev smittet med min tryghed ved idéen med tiden. Han blev til sidst lige så overbevist som mig at en hjemmefødsel var det rigtige valg for os denne gang. En dag spørger Jonas mig i hvilket rum ville jeg helst føde i. Jeg blev helt overlykkelig med hans spørgsmål.

En veninde, som har født hjemme, lånte mig sit fødekar. Jeg samlede, med hjælp af svigermoren, lagner og håndklæder og vaskede dem i 90 grader. Jonas lavede masser af mad til fryseren, så vi ikke skulle tænke på at lave mad på dagen eller dagene efter. På dagen skulle jeg bare blive sikker at det var de rigtige veer jeg havde og ringe til hospitalet.  Jordemoderen kom, Jonas fyldte fødekar, jeg kom ind i det og voilà, vi var klar til at modtage Manuela. Jeg tror, at det tog en time fra vi ringede til hospitalet til jeg var i karret. Og det var også fordi vi tog det roligt og ventede med at fylde karret indtil jordemoderen kom.

Denne fødsel var meget bedre end min første. At være i mit eget hjem gav mig fordelen af at være i min eget område, dvs. at jordemoderen ville være en gæst hos mig. Det kan lyde fjollet, man det har faktisk en psykologisk betydning for alle parter, synes jeg, i forhold til respekt, til hvem der bestemme, osv. Det var vigtigt for mig, da det ville hjælpe mig på vej til at få en aktiv fødsel, som jeg havde drømt om. En hjemmefødsel gav mig også større chancer for at få en jordemoder, der delte min overbevisninger om en aktiv fødsel. Jordemoderen der kom til Manuelas fødsel var fantastisk. Hun holdt sig i baggrundet og arbejdede meget på at guide mig til jeg selv kunne mærke hvad min krop ville. Hun lod mig selv bestemme i hvilken position jeg ville være, beslutte hvordan og hvornår jeg skulle trække vejr, presse, osv. Meget anderledes fra jordemoderen fra først gang, som ikke lod mig skifte position, som gav mig 3 valg muligheder, når jeg i virkeligheden kun havde et, som lavede en manøvre, som måske ikke var så nødvendig, blandt andre ting. Jeg havde endda en god oplevelse i Lukas’ fødsel, men de små ting ville jeg helst kunne undgå denne gang, og jeg er sikker på at at føde hjemme hjalp mig med det. Jeg kan ikke engang finde noget problem i Manuelas fødsel. Jordemoderen blev også med os i et par timer for at sikre sig at vi havde det godt. Hun undersøgte Manuela grundigt og forklarede meget hvad vi kunne forvente af de næste par dage, hvad vi skulle gøre mht. at få Manuela tjekket, at få mig i gang med nogle efterfødselsøvelser, osv.

Der er mange der spørger mig om hvor meget det griser, og jeg kan sige at den del har overrasket mig positivt. Af alle de ting jeg havde samlet (håndklæde, lagner, plastik poser og voks dug), har jeg kun brugt en af hver. Voksdugen brugte vi for at dække sengen med en lagne over. Håndklæden brugte jeg til at komme ud af badet og plastik posen til at smide skraldet i. Jordemoderen tog sig af det værste, som er moderkagen og den slags “rester”. Jordemoderen kom også med masser af underlag som jeg kunne få og nogle kæmpe bleer. Der var ikke blod over det hele, som jeg hvade frygtet. Det var fødekaret, der blev mest beskidt, men det var nemt at tømme, da det kommer med en vandpumpe.

Ifølge statistikkerne fra 2007, er 0,8% af fødslerne i Denmark hjemmefødsler. Men jeg tror, at dette tal er større i dag. Der er begrænsede muligheder for bedøvelse i en hjemmefødsel. Jeg fik lokal bedøvelse for at blive syet, men en epidural er ikke muligt. Akupunktur er en mulighed, hvis jordemoderen på vagt kan. Ikke at have en epidural var ikke et problem for mig, da jeg ikke ville have nogen bedøvelse. Det fik jeg heller ikke først gang på hospitalet.

Det var vidunderlig og jeg kan varmt anbefale det.

____________________________________________________________

Manuelas fødselsberetning

Jeg havde termin på den 24. december, men jeg var sikker på at hun ville komme lidt før. Da jeg var i uge 39, begyndte jeg at få mange plukveer, nærmeste konstant, og nogle menstruationslignende smerter. Jeg var overbeviste om at Manuela kunne komme når som helst. Men så blev jeg syg. Rigtig syg med en ondskabsfuld influenza. Så lige pludselig var plukveerne og menstruationslignende smerter væk. Jeg havde i stedet for stærke hovedpine og hostede hele tiden. Til min sidste tid hos jordemoderen sagde hun at kroppen plejer at vente til den er rask igen for at lade fødslen komme i gang. Det ville sige, at Manuela vil højst sandsynlig først komme, når jeg slap af med min influenza Jeg var syg, sengeliggende, i flere dage. Hvad skete der så på den første dag, hvor jeg var lidt frisk igen? Ja, veerne startede…

Veerne startede omkring kl. 11:30 den 24/12. De kom med 10 minutters mellemrum. Da jeg begyndte at få veer til Lukas fødsel, kom de med kun 2 minutters mellemrum, så 10 minutter virkede som meget, og jeg tænkte at det kunne være at det blev en lang fødsel denne gang. Vi var lidt i tvivl om vi skulle ringe til hospitalet eller om vi skulle vente på tiden mellem veerne blev kortere. Vi besluttede for at ringe og lade dem bestemme om de skulle komme med det samme eller ej. Jordemoder sagde at hun ville komme inden så længe, taget i betragtning af at jeg havde en lynfødsel bag mig.

Efter ca. en halv time kom jordemoderen i taxa med sin store kuffert. Vi snakkede lidt og hun undersøgte mig for at få en idé om hvor langt fødslen var kommet. Til min overraskelse, trods den “store” mellemrum mellem veerne, var jeg allerede 5cm åbent. Jordemoderen forslog at vi fyldte fødekar, hvis det var jeg ville føde i det. Jeg fik en lille snack, mens Jonas fyldte fødekar. Min mor, som var kommet til Danmark en uge før sammen med min far, var ved min side, glad for muligheden for at overvære dette øjeblik.

Med fødekarret fyldt, kom jeg ind i det lune vand. Det er ikke kun afslappende, men det virker også dejligt smertelindring at være i vandet. I det øjeblikket kom Jonas’ bror for at hjælpe at passe Lukas, som ikke er så vant til at være sammen med mine forældre. Farbroren er Lukas’ store helt, så for ham ville være nemt at holde Lukas optaget i stuen, mens vi ventede på Manuela kom i soveværelset. Det var godt at farbroren kom, fordi lidt efter begyndte jeg at få udvidelsesveer. Veerne begyndte så at komme med nogle kortere mellemrum, men jeg fortsat rolig og sludrede med jordemoderen og min mor og virkede som tolk mellem dem. Jonas holdte min hånd og krammede mig hver gang jeg fik en ve, men var stadigt optaget med nogle praktiske detailjer og smuttede en gang i mellem fra min side for at ordne noget i stuen eller køkkenet. På et tidspunkt sagde han, at han ville lige fortælle sin bror, hvor Lukas’ gave fra os var gemt, så han kunne få den, hvis han blev lidt umulig. Der holdte jeg godt fast i hans hånd og sagde at han ikke skulle noget sted længere. Jeg kunne mærke at presseveerne var ved at nærme sig. Jonas stod på knæ ved siden af mig udenfor karret, mens han holdte min hånd og krammede mig. Jordemoderen stod også på knæ foran mig. Min mor stod bag jordemoderen. Jordemoderen var så rolig at det virkede som om hun ikke var til stede. Jeg mærkede kun hendes tilstedeværelse, når det virkeligt gjaldt (og det mener jeg som en stor kompliment!). På et tidspunkt spurgte jeg hende, måske forvirret pga. smerterne, om jeg skulle presse. Hun svarede at min krop ville vide præcis hvornår. Jeg ved ikke engang om jeg smilede, men jeg kan tydelig huske at jeg grinede, i hvert faldt invendig af mig selv og mit spørgsmål. Jeg kunne virkeligt godt lide hendes svar, så oplagt, så naturlig, som fik mig til at huske en af grunde, der gjorde at vi valgt en hjemmefødsel. Hendes svar hjalp mig til at slappe af igen og fokusere på tegnene min krop sendte mig. Jeg var nemlig ikke i tvivl, da jeg skulle presse.

Mens jeg havde presseveer begyndte jeg at svede meget og det irriterede mig. Jeg bad min mor om en våd koldt klud. Jeg havde lidt svært med at formulere mig på portugisisk. Skal lige sige at det ikke er spor nemt at skifte mellem forskellige sprog mens man har presseveer. Jonas holdte den våde klud på min pande og jeg blev så lettet af det, at jeg troede at jeg ville falde i søvn. Ja, right. Den velkendte smerte jeg havde lige efter var ikke til at være i tvivl om: Manuelas hovede var på vej. Jordemoderen smilede og sagde at vi kunne røre hendes hovede. Det gjorde jeg og det gjorde Jonas også. Jeg kunne mærke at hendes lange hår svømmede i vandet. Jeg brokkede mig over at jeg kunne mærke at når jeg pressede hendes hovede kom ud, men når jeg stoppede kom det ind igen. Jordemoderen sagde at det var rigtigt, men at hver gang jeg pressede kom hendes hovede lidt længere ud, lidt ligesom 3 trin frem og 1 tilbage. Hun sagde også, at hvis jeg var i tvivl om der skete noget, så skulle jeg bare kigge på min mor ansigtsudtryk. Hver gang jeg pressede åbnede min mors øjnene endnu mere og hendes smil lykkedes at blive endnu større. At dele dette øjeblik med hende var en drøm for mig, og det gjorde mig virkelig lykkelig, at se hvor glad hun var for at være der. Manuelas hovede kom ud i den følgende ve. Den er uden tvivl den meste smertefuld del af fødslen, men jeg kan huske at jeg tænkte at i det mindste sved det ikke så meget denne gang som det gjorde til Lukas’ fødsel. Måske på grund af vandet? Efter to veer mere kom også hendes lille krop. Jordemoderen hjalp med at tage hende op ad vandet og op til mig. Den 24/12/10 kom Manuela til verden med 4200g og 54cm. Jeg kiggede på hende stadigt lidt overrasket over hvor hurtigt og nemt alt var gået. Jonas græd, min mor græd, mens jeg holdte og betragte denne lille bitte krop, helt rynket og dækket med fedtet fra fostervandet. Så viskede jeg på portugisisk: “Hej lille baby. Så var det dig der boede i min mave al den tid? Jeg er mor”. Hun græd og jeg ville amme hende, men kunne ikke finde en position til det. Jeg kunne ikke længere huske hvordan man holder sådan en lille bitte krop. Der grinte jeg af mig selv igen. Jeg kan ikke huske hvor lang tid, det tog fra hun kom op til mig til at vi kom ud af karret. Det virkede som en evighed, hvor jeg studerede hver eneste centimeter af hendes krop og prøvede at overbevise mig selv om at alt var virkeligt sket som det gjorde. Men samtidig ved jeg også at det ikke tog så lang tid, da jeg stadigt skulle “føde” moderkagen, og jeg skulle være ud af vandet for at gøre det.

At komme ud af karret krævede alle mine kræfter. Mine ben rystede helt vildt meget. En gentagelse af Lukas’ fødsel, tænkte jeg. Jordemoderen fortalte at at føde svarer til at løbe en marathon for musklerne. Jeg ryster som en gal når jeg føder netop fordi jeg er i så dårlig form. Jeg lagde mig i seng og pressede moderkagen ud forholdsvis hurtigt. Liggende i sengen fandt jeg en god position til at amme Manuela. På det tidspunktet kom Lukas ind, nysgerrig over lyden af gråd, som han kunne høre ud fra stuen. Den første gang broren møder sin søster. Nu begyndte jeg også at græde. Min lille søn, som nu virker så stor, så meget større end han var for få timer tidligere, kigger nysgerrig på sin søster. Søster. Hvad er det? Forstår han det? Han betragte hende længe, spurgte et par ting i sit sprog, som vi endnu ikke forstår så meget af og aede hende lidt på hovede.

Lige efter Manuela kom til verden, kom min svigerfamilie hos os. Udover at blive Manuelas fødselsdagen, var det også juleaften og svigerfamilien kom med julemaden. Efter at have ammet Manuela og hygget med min nye lille baby i seng i et par timer, stod jeg op og kom til stuen, hvor hele familien var i gang med holde jul. Jeg endte endda med at danse rundt om juletræet. Det havde jeg ikke regnet med, men jeg var jo lige der, og Lukas ville gerne have sin mor til at holde i hånden. Jeg var også med til at pakke gaverne ud og til at putte Lukas, men efter det var det tid til at sove for mig.

Jeg gik i seng meget tilfreds med dagen. Jeg var dog stadig lidt overrasket over at kunne være så heldig. At have det privilegium det er at have en så ukompliceret og rolig fødsel. Jeg ved at det vigtigeste er at min lille baby er sund og rask, men hvor er jeg dog glad for at kunne have den fødsel jeg drømte så meget om: naturlig, unden indgreb, uden bedøvelse eller andre slags medicin, i vandet, i mit soveværelse, med min mand, min mor, min søn i et rum lige ved siden af og med resten af familien i huset. At byde Manuela velkommen på en mere naturlig, behagelig og hyggelig måde kan jeg ikke forestille mig at være mulig.

Velkommen til verden, min lille skat!

____________________________________________________________

de sidste par måneder af denne graviditet

Den sidste stykke tid af denne graviditet var lidt irriterende. Måske på grund af vinteren. At være højgravid om vinteren i Danmark betyder bl.a. at vride sig hver eneste gang man skal tage sko på og af, ikke kunne lukke sine jakker længere og derfor skulle ud og investere i noget nyt og større, som man måske ikke komme til at bruge efter man føder. Jeg vil i hvert fald ikke anbefale at være højgravid om vinteren. Udover de praktiske ubelejligheder, er der også den psykologiske påvirkning af vinteren der spiller her. Kulden, mørket og vores velkendt og ufejlbarlig vinterdepression passer ikke så godt sammen med den allerede skrøbelige humor af en højgravid kvinde, hvis du spørger mig. For at gøre alting endnu værre jeg havde mangel på vitamin D, der gav mig nogle rigtig stærke muskelsmerter.

At have en aktiv to årig lille dreng i huset og en vedvarende søvnløshed havde også en indflydelse på min underskud i de sidste par måneder af denne graviditet. Jeg kunne ikke tage en lur, som jeg gjorde, da jeg var gravid med Lukas.

35 uger.

39 uger

39 uger. Et kys fra storebror.

I uge 29 var vi til en 3D scanning, hvor vi kunne se vores lille pige med flere detaljer.

Vi fandt ud af hun havde store kinder.

At hun havde dobbelt hage.

og havde masser af hår.

Dengang vidste vi allerede at hun ville hedde Manuela og vi glædede os allerede vildt meget.

____________________________________________________________

Vores lille pige

Lukas skal være storebror til en lillesøster.

Jonas og jeg har været enige om at vores børn skulle have ca to års i aldersforskel. I starten af dette år har vi så begyndt på projekt baby nr.2. I april stod jeg så med en positiv graviditetstest i mine hænder.

Vores lykke varede ikke så længe indtil jeg begyndte at får smerter i underlivet om natten. En meget intens smerte der varede længe. Vi ringede til vagtlægen, som kom, men ikke kunne se om noget var galt. Jeg skulle se i løbet af det næste døgn om, der ville ske noget. Jeg fik det samme slags smerte i de følgende par dage og blev sendt på hospitalet for at få lavet en tidlig scanning. Lægerne kunne desværre ikke se noget forster. Det kunne betyde at jeg ikke var så langt henne som jeg troede eller at det var en graviditet uden for livmoderen. Vi skylle vente en uge til at lave en ny scanning, så  fosteret havde chance til at udvikle sig nok til at kunne ses på scanningen. En uge uden at vide noget var forfærdelig. Jeg begyndte at tage smertestillende piller før jeg gik i seng for at slippe for smerten. Når det endelig var tid til den nye scanning, fik vi igen det samme resultat. De fandt intet foster, men min livmoder var stor, ligesom det skulle være i en graviditet i den uge som jeg havde regnet jeg var henne. Min hormon niveau til gengæld fordoblede sig ikke som forventet. Vi levede i flere uger i en frygtelig usikkerhed. Til den scanning som skulle være den sidste, før lægerne ville lave en lille indgreb for at tjekke om det handlede om en graviditet udenfor livmoder, fik vi endelig forsteret at se. Vi så også en lille hjerte der bankede, eller… en lille plet der blinkede. Lægerne konkluderede så at jeg ikke var så langt henne som jeg gik og troede. Sikke en lettelse! Denne gang var vi så overlykkelige. Da vi kom ud af scanningsrummet krammede jeg Jonas en lang kram, mens jeg græd nogle tårer, som jeg havde prøvede at holde i de tidligere uger. Tårer af sorg, trods den store lettelse fra scanningen.

Glæde den her gang var ikke helt fri for bekymringer. Skyggen af de uger i usikkerhed blev ved med at være hos mig. I lang tid. Meget lidt i dag, men stadig en skygge. Derfor tog det så lang tid for os til at fortælle om graviditeten. Men jeg vil stadigt dele vores glæde med andre, på trods af nogen skygger. Jeg vil også registrere denne graviditet, ligesom jeg har gjort med den første.

12 uger:

20 uger:

Vi er nu i uge 25. I uge 20 fandte vi ud af det er en pige. ♥ Jeg har termin den 24. december. Jeps, julaften!

Denne graviditet har været meget anderledes end den sidste.

* Min mave voksede noget tidligere. Allerede før 12 uger kunne man se noget og jeg kunne mærke nogle nysgerrige blikke. Da vi endelig fortalte vennerne nyheden, mange sagde at de mistænkte det.

*Min mave føles meget tungere og oppustet.

*Søvnløsheden kom meget tidligere og hyppigere.

* Jeg er overfølsom over for lugte. Nogle gange kan jeg ikke tage skraldet ud, eller tømme Lukas madkassen. Men jeg kan til gengæld skifte Lukas lortebleer uden problemer (desværre).

Lukas virkede i lang tid totalt uinteresseret og ligeglad over for emnet “baby i maven”. Når vi prøvede at snakke med ham om det,  lavede han bare som om han ikke kunne høre og prøvede hurtigt at finde noget andet at lave. Men for nogle uger siden, da vi skiftede ham på puslebordet, løftede han min bluse, aede min mave og tilbød sutten til maven. ♥ Det var først der at vi kunne se at han fattede noget af det vi havde prøvet at forklare. Nu når jeg spørger “Lukas, hvor er babyen?”, peger han så på min mave.

Vi er nysgerrige for at se hvilken slags storebror Lukas komme til at være. Jeg er særlig nysgerrig for at se om hun vil ligne sin mor, for at kompensere hvor lidt Lukas gør.

____________________________________________________________

Kursiv håndskrift

Når vi lærer at skrive i Brasilien, lærer vi bogstaverne på denne facon her:

Sådan skrev jeg da jeg kom til Danmark. I løbet af de 5 år jeg har boet her – i min fortsat lange erfaring som studerende – oplevede jeg at folk ikke kunne forstå min håndskrift. Ikke fordi det var grimt, tværtimod. Til mit forsvar kan jeg lige understrege, at jeg aldrig havde haft problemer med min håndskrift før jeg kom til Danmark. Jonas og mange af de lærer jeg har mødt her i landet hvade det svært med at forstå, hvad jeg skrev i mine lektier eller rettede ting, som de troede det var stavefejl, men det viste sig ofte bare at de misforstod hvad der stod. Jeg blev efterhånden nærmest tvunget til at ændre min håndskrift, hvis jeg ikke ville have så mange forvirringer i skolen.

Her er nogle eksempler på hvordan min håndskrift var før og hvordan den er i dag:

Jeg er lidt i tvivl, om det var ren tilfældig at de folk jeg har mødt havde problemer med min håndskrift eller om det er faktisk tegn på at danskerne ikke er vant til kursiv håndskrift. Hvad siger I? Findes der kursiv håndskrift i Danmark? Hvordan har I lært at skrive i skolen?

____________________________________________________________